Minister skyder nye veje ned

Trængselskommissionens forslag om at mindske trængslen i hovedstaden ved at udbygge nogle motorveje blev straks afvist af transportministeren, da rapporten blev fremlagt.

Trafik

- Det er klart, at udbygningen af motorveje står ikke øverst på regeringens ønskeliste.

Med den klare melding fjernede transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) de væsentligste forslag i Trængselskommissionens rapport, der tager sigte på at løse trængslen og dermed spildtimerne på vejene.

I forvejen havde både regering og opposition afvist at indlede et storskalaforsøg med kørselsafgifter, også kaldet roadpricing, som Trængselskommissionen ellers foreslår, og som også FDM grundlæggende finder interessant som alternativ til registreringsafgiften og som middel mod trængsel.

Se også: FDMs kommentarer til Trængselskommissionens anbefalinger

Fire større vejudbygninger i hovedstadsområdet er ellers nævnt som gode midler til at reducere trængslen. Det er:

* Udvidelse af Hillerødmotorvejen mellem Værløse og Vadstrupvej
* Udvidelsen af 2+1 motortrafikvejen mellem Allerød og Hillerød til firesporet motorvej
* Ring 4 ombygges til motorvej mellem den nuværende afslutning i Ballerup og Hareskovby og til firesporet vej på resten af strækningen frem til Hillerødmotorvejen
* Udvidelse af Helsingørmotorvejen mellem den igangværende forlængelse og Isterødvej-krydset

Desuden foreslår kommissionen, at der anlægges en firesporet tunnel (ikke motorvej) under Svanemøllebugten til den hastigt voksende Nordhavn.

Andre, mindre forslag til forbedringer af biltrafikken og til kombination af bil og tog/bus blev ikke modsagt af transportministeren. Det gælder:

*Kørsel i nødspor på Motorring 3
*Fjernelse af flaskehalse på vejnettet (særligt kryds og til/fra-kørsler).
*Bedre parkér og rejs-anlæg
*Rampedosering (lyskryds der lukker biler ind på motorvejen i afmålte doser)
*Bedre fremkommelighed på Ring 2
*Bedre planlægning af vejarbejde
*Central trafikstyringscentral og mere avancerede lyssignaler i kryds
*Hurtigere respons ved ”hændelser” (dvs. fjernelse af havarerede biler)
*Bedre tilsyn med ulovlig kantstensparkering, der sinker trafikken

Trængselskommissionens direkte anbefalinger indebærer investeringer for 32-42 mia. kr., hvoraf godt tre fjerdedele er til kollektiv transport. Den sidste lille fjerdedel til veje indeholder primært de motorvejsudbygninger, som transportministeren ikke vil have.