Ny Vejlebro kan også blive tunnel

Det vil kun koste en anelse mere at anlægge en jernbane over Vejle Fjord som tunnel i stedet for bro. En tunnel vil være et meget mindre indgreb i naturen.

Trafik

Den bakkede natur omkring Vejle Fjord behøver ikke få endnu en bro tværs over fjorden. Det er økonomisk realistisk at anlægge en eventuelt kommende højhastighedsjernbane som tunnel i stedet for højbro.

Det konkluderer Vejdirektoratet, der har haft opgaven med at gennemføre den store miljøundersøgelse af jernbaneprojektet.

Stort indgreb i naturen

VVM-undersøgelsen indsnævrer de anbefalede løsninger til én broforbindelse (den vestligste linje) og en boret tunnel.
VVM-undersøgelsen indsnævrer de anbefalede løsninger til én broforbindelse (den vestligste linje) og en boret tunnel.
Alle tre broforslag kan gennemføres uden at komme i alvorlig karambolage med officielle naturbeskyttelser. Men det skinner igennem af rapporten, at broen vil være et voldsomt visuelt indgreb i naturen – noget der dog ikke kan sættes tab på i kroner og ører.

Jernbanebroen skal gå længere ude i fjorden end motorvejsbroen lige uden for Vejle by.

SE OGSÅ: Ny Storstrømsbro får markant vartegn

Men rapporten når overraskende også frem til, at en tunnel kan være et realistisk økonomisk alternativ. Mens den ’vindende’ broløsning vil koste knap 5,0 mia. kr. inklusive alle reserver, vil en boret tunnel koste godt 5,2 mia. kr. at anlægge. Det er en merpris på 250 mio. kr. svarende til ca. fem procent.

Tunnelen vil blive ca. fem km lang.

Ingen godstog - eller cyklister

En ulempe ved tunnelløsningen er, at den er for stejl til godstog, og Vejle centrum vil derfor ikke blive aflastet for godstog. Med en tunnel vil det heller ikke være muligt at give cyklister en smutvej over fjorden; noget der er et tilvalg til godt 100 mio. kr. på broen.

En jernbanebro over Vejle Fjord indgår i det store projekt med en times rejsetid mellem landets største byer. Men der er ikke penge i Togfonden til at realisere broen eller tunnelen de næste mange år.

SE OGSÅ: Lysere tider for flaskehalsen ved Vejle