I starten af oktober vil nye skilte så småt dukke op langs veje, ved cykelstier og på parkeringspladser.
Vejdirektoratet har foretaget en revision af regelsættet for skilte, og de endelige bekendtgørelser er nu godkendt af transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt.
– Ændringerne afspejler, hvordan trafikken og gadebilledet ændrer sig. Der er kommet nye vejtyper og nye regler for parkering. En del kommuner satser meget på cykeltrafikken. I Aarhus er der fuld gang i letbanebyggerier. De nye skilte vil hjælpe trafikanterne til at handle mest hensigtsmæssigt i de situationer, de kommer i, siger afdelingsleder i Vejdirektoratet Per Antvorskov.
LÆS OGSÅ: Se efter det sorte P-skilt
Parkering på fortov
To af de nye skilte hjælper bilister med at finde ud af parkeringsreglerne i området.
Siden 2014 har det generelt været forbudt at parkere på fortov og i rabat i tættere bebyggede områder. Men kommunerne har fortsat mulighed for at tillade parkering i rabat og delvist på fortovet.
De kan benytte sig af de nye skilte, så det er tydeligt for trafikanterne, hvordan reglerne er.
Der er også kommet nye skilte, som kan gøre vejen til tog- eller metrostationen mere synlig for rejsende med offentlig transport.
LÆS MERE: Nye skilte ved letbaner
Cykelgader og supercykelstier
De kommuner, der indfører cykelgader, hvor kørebanen som udgangspunkt er reserveret til cykler og små knallerter, har også fået et nyt skilt.
Undertavler kan give tilladelse til anden kørsel i bestemte tidsrum. De kørende skal så være særligt agtpågivende og holde en lav fart, der svarer til cyklisternes, typisk 30 km/t., og de må kun parkere på særligt afmærkede pladser.
Hvis cykler derimod er uønskede bestemte steder, kan kommunerne skilte med, at der er parkering forbudt for cykel og lille knallert.
Når cyklister befinder sig på en supercykelsti, vil blive gjort opmærksom på det med et rundt orange-hvidt logo.