For andet år i træk er Toyota Prius den bil som kommer gennem tyske TÜVs synshaller med færrest fejl. Blot 1,9 procent af bilerne har væsentlige fejl, og i den modsatte ende af resultatlisten finder vi ni til elleve år gamle udgaver af Ford Ka hvor 38,9 procent af bilerne har væsentlige fejl.
Se alle resultater på TÜVs hjemmeside
Læs også: Astra bedst hos Dekra
Citroën har flere fejl
Ser man på de op til tre år gamle biler, er det dårligt nyt for Citroën ejere, da C4-modellen er på en 121. plads af 127 mulige med en fejlprocent på 9,5, og C5 modellen på en 124. plads med en fejlprocent på 11,5.
Den nu udgående Fiat Panda er på 125. pladsen og de to værste Renault Espace og Dacia Logan sælges ikke herhjemme.
Oprejsning for Toyota
TÜV-rapporten er til gengæld god læsning for Toyota og en oprejsning efter mærkets store tilbagekaldelser i de senere år. Toyota har ingen biler i blandt de dårligste ti, men derimod mellem tre og fire pladser i top ti-listen over færrest fejl.
Mazda 2 og 3 er også placeret i top ti indtil bilerne er 7 år gamle. Herefter glider de længere ned af listen.
Porsche 911 og entusiastmodellerne
TÜV-rapporten fortæller ikke kun noget om bilerne, men også noget om ejerne. I de første årgange kan man se, at flere almindelige biler er i top ti.
Men når bilerne bliver over fem år gamle, så er bilen med færrest fejl en Porsche 911. Det skyldes bilernes gode kvalitet bil, men lige så meget, at ejerne sørger for, at bilen er i god stand, når den skal til syn.
På samme måde er Mazda kun repræsenteret ved MX-5, når man ser på biler, der er over syv år gamle.
Biler skal køre
En af TÜVs konklusioner i årets rapport er, at husstandens bil nummer to ofte har flere fejl end den primære bil, fordi ejerne ikke ofrer lige så meget på vedligeholdelse.
Når bilerne kører korte distancer, skal man også være opmærksom på rust på bremseskiver, motoroliestand, rustne bagpotter, og pærer for langt lys.
Især er det en god ide, at køre på motorvejen fra tid til anden, for motoren og udstødningsrøret bliver gennemvarm, så kondensvandet i udstødningen fordamper.
Se alle resultater på TÜVs hjemmeside
Færrest og flest fejl på biler op til 3 år | Pct. biler med væsentlige fejl |
---|---|
1. Toyota Prius | 1,9 % |
2. Toyota Auris | 2,6 % |
2. Mazda 2 | 2,6 % |
4. Porsche Boxster/Cayman | 2,8 % |
4. VW Golf Plus | 2,8 % |
6. Ford Fusion | 3,0 % |
7. Toyota Corolla Verso | 3,1 % |
8. Mazda 3 | 3,2 % |
9. Opel Agila | 3,3 % |
10. Suzuki SX4 | 3,3 % |
... | |
118. Kia Sorento | 9,2 |
119. Peugeot 407 | 9,4 |
119. Alfa Romeo 159 | 9,4 |
121. Citroën C4 | 9,5 |
122. Hyundai Atos | 10,0 |
123. Hyundai Santa Fe | 10,1 |
124. Citroën C5 | 10,5 |
125. Fiat Panda | 11,6 |
126. Renault Espace | 12,2 |
127. Dacia Logan | 12,5 |
Se alle resultater på TÜVs hjemmeside