Regler for 17-åriges kørekort endelige

Bekendtgørelse med regler for 17-åriges kørekort er endelig faldet på plads.

Trafik

I sommer vedtog folketinget en tre-årig forsøgsordning, der giver 17-årige mulighed for at tage kørekort. Efter denne lovændring blev vedtaget, har man afventet en bekendtgørelse, der beskriver, hvilke regler og krav der præcis kommer til at gælde. Denne bekendtgørelse er nu offentliggjort og byder ikke på overraskelser i forhold til de regler og krav, FDM tidligere har oplyst.

Retsinformation: Bekendtgørelse om 17-åriges kørekort

Gældende regler

Før den 17-årige kan sætte sig bag rattet, skal den unge opfylde de samme krav som en 18-årig, der skal have kørekort. Den 17-årige skal have  køreundervisning samt bestå teori- og køreprøve. Derefter må den 17-årige køre bil, men kun med en ledsager i bilen indtil den unge er fyldt 18 år. Når den unge fylder 18 år, overgår kørekortet til de almindeligt gældende regler, og en ledsager er ikke længere nødvendig. Udover de særlige ledsageregler er der også en række krav til både den unge og ledsageren.

LÆS MERE: Se krav og regler til 17-åriges kørekort

Se i videoen, hvor FDMs ekspert giver gode råd til, hvad du kan gøre som ledsager til den 17-årige. 

 

FDM positive over ordning

FDM glæder sig over ordningen. Erfaringer fra andre lande viser, at en erfaren bilist ved sin side i den første tid kan hjælpe med til at udvikle de unges sjette sans i trafikken. Det vil give dem mulighed for at opnå en vis rutine som bilister, inden de slippes fri i trafikken.

LÆS OGSÅ: FDM ser positivt på ændring af kørekortregler