Når det gælder miljø og biler, er det alment kendt, at én ting er officielle test, og noget andet er hverdagen på vejen. Det har FDM i flere år forsøgt at få rettet op på, men igen og igen er vi og andre forbrugerorganisationer blevet mødt med en mur af tavshed fra bilindustrien, som effektivt har afskærmet offentligheden fra de tekniske detaljer i forbindelse med typegodkendelsestest af biler.
Hvor larmende tavsheden er, illustreres af den aktuelle VW-skandale, hvor kun få ud over VW og de tyske kontrolmyndigheder reelt ved, hvad der lige nu sker i forbindelse med godkendelsen af VW’s løsning oven på skandalen med snydesoftware. Det er naturligvis ikke godt nok.
LÆS OGSÅ: Eksamenssnyd hos VW
Få kan gennemskue de nye test
Det samme gør sig gældende i arbejdet med en ny testmetode, hvor biler i fremtiden skal testes i almindelig trafik – den såkaldte Real Driving Emission-test – og i en mere realistisk laboratoriemåling kaldet Worldwide Harmonized Light-duty vehicles Testing Procedure. Her sker udviklingen af de detaljerede regler i et tæt samarbejde mellem bilproducenter og ganske få eksperter. Ingen andre, herunder de politiske beslutningstagere, kan reelt gennemskue, om vi nu igen blot får endnu en fordelagtig testprocedure for bilindustrien.
LÆS OGSÅ: Er VW’s løsning langtidsholdbar?
Kan vi stole på opdateringerne?
Mens vi venter på VW og nye FN-/EU-regler, sker der interessante ting rundt om i Europa. Flere EU-lande, eksempelvis Frankrig, har iværksat udvidet kontrol af udvalgte biler, hvilket har givet kø ved skriftestolen. En fransk bilproducent tilbyder således ganske frivilligt forbrugerne at foretage en opdatering af motorstyringen i en række modeller. En anden stor fransk bilproducent har indgået et samarbejde med en tværeuropæisk miljøorganisation om at lave mere retvisende målinger af bilernes brændstofforbrug.
Om det er forsinket omhu eller trængsel ved håndvasken, kan man kun gisne om, men sikkert er det, at effekten for forbrugerne er tvivlsom. FDM kan i hvert fald ikke anbefale tilbuddet om opdatering af motorstyringen, før det uvildigt dokumenteres, at man ikke risikerer at stå tilbage med en bil, der lettere sodes til og med forøget brændstofforbrug. Og hvad hjælper det reelt, at en bilproducent nu åbent tilstår, at deres såkaldte „markedsledende Euro 6-dieselmotorer” i virkeligheden bruger 30-40 procent mere brændstof, når deres forhandlere stadig aktivt markedsfører de urealistisk lave officielle forbrugstal?
LÆS OGSÅ: FAQ om VW-skandalen
FDM ønsker gennemsigtighed i test
Hvis ikke beslutningstagerne tør tage de nødvendige skridt og sikrer, at regler for godkendelse af biler bliver mere retvisende og gennemsigtige, samt får effektiviseret den efterfølgende nationale kontrol, vil forbrugerne fortsat være taberne. Vi lokkes til at købe biler, der viser sig at være dyrere i brug grundet øget brændstofforbrug, og vi risikerer også på sigt at miste muligheden for at bruge bilen i byer, der kæmper for at nå EU’s grænseværdier for luftkvalitet.
FDM arbejder i et tæt samarbejde med vores internationale søsterbilklubber videre for større gennemsigtighed i forhold til officielle test ved typegodkendelsen. På den måde tvinges bilproducenterne til at udvikle biler, som skal bruges ude i virkeligheden og ikke blot skal opnå fine forbrugstal i en laboratorietest.
LÆS OGSÅ: Se seneste nyt i VW-sagen