Allerede fra 1. klasse begynder de første børn at få mobiltelefon, og et par skoleår senere er de stort set udbredt på hele årgangen. I resten af skoletiden er den en både sjov og farlig adspredelse på vejen til og fra skole.
Med mobilen følger et ansvar hos forældrene for at lave regler om at bruge den i trafikken.
- Det er vigtigt fra starten at have helt klare holdninger til, hvordan telefonen skal bruges, for det kan lynhurtigt blive meget farligt, når de små bruger mobilen og glemmer at koncentrere sig om trafikken. Heldigvis er det ikke en kamp, for i den alder er det stadig forældrene, der bestemmer, og børnene lystrer, siger Pernille Ehlers, specialkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik.
Hun har følgende råd til forældrene med mindre børn:
Det er en stor fejl, hvis forældrene tænker, at børnene har styr på det, fordi de er blevet 13-14 år.
-
Lær børnene, at de ikke må gå, når de bruger telefonen. De skal stå stille på fortovet
-
Når de går eller cykler skal mobilen ligge i lommen eller tasken
-
Lav en regel om, at de kun må spille f.eks. Pokémon Go, når der er en voksen med
-
Tal med de andre forældre om at lave samme regler for deres børn, så de er ens for alle
Læs mere: Få gratis klistermærker om trafikvaner hos FDM
Se her, hvordan folk bruger mobilen i trafikken:
Sig det igen og igen og igen til din teenager
Men når puberteten indtræder og tøjet og håret skal være smart, er det overvejende sandsynligt, at både hjelmen, fornuften og dømmekraften ryger i cykelsvinget. Derfor skal forældrene fortsat træde i karakter.
- Det er en stor fejl, hvis forældrene tænker, at børnene har styr på det, fordi de er blevet 13-14 år. Men det har de ikke, for i den alder er de meget umiddelbare. De kan f.eks. have svært ved at lade være med at tage telefonen frem, hvis de får en sms, mens de cykler, selv om de godt ved, at det kan være farligt, siger Pernille Ehlers.
Læs også: Kører du bil, når du kører bil?
Faste regler og aftaler virker
Det er vigtigt at lave klare regler og gentage dem rigtig mange gange, for de glemmer.
- Selv om teenageren ruller øjne og ser opgivende ud, når forældrene tager snakken, så viser vores undersøgelser, at de rent faktisk hører efter. De teenagere, der har faste regler eller aftaler, bryder dem også sjældnere, end hvis forældrene blot lader det være op til de unge selv at finde vej i trafikken, forklarer Pernille Ehlers.
Hun har følgende råd til forældrene med teenagere:
-
Lær børnene, at de skal stoppe op på fortovet eller hoppe af cyklen, hvis de skal bruge mobilen
-
Forklar, hvad du forventer af dem, og at de kan komme alvorligt til skade, hvis de ikke er opmærksomme
-
Vær det gode eksempel og husk selv hjelm og lys på cyklen
-
Tal med de andre forældre om at lave fælles aftaler for børnene, f.eks. om brug af cykelhjelm
FDM er med i den internationale kampagne "Park your phone", hvor vi sætter fokus på bedre mobilvaner i trafikken.
Læs her, hvordan du kan være med til at støtte op om den.