Der er udsigt til markant højere beskatning af firmabiler. Det bliver en af konsekvenserne af regeringens finansieringspakke for billigere offentlig transport. Det kunne skatteministeren i dag bekræfte over for FDM.
Årsagen til den højere skat skal findes i beregningsmodellen for registreringsafgift for leasingbiler, der ændres for at skaffe mindst en mia. kroner ekstra til statskassen.
Skatteværdien stiger
Sammen med den højere registreringsafgift hæves også det beløb, der ligger til grund for beskatningen af firmabiler. I dag betaler bilister, der har fået stillet fri bil til rådighed af arbejdsgiveren, en skat, der tager udgangspunkt i bilens skattemæssige værdi.
Hidtil har skatteværdien for leasingbiler været noget lavere end skatteværdien for en tilsvarende bil, der sælges på normal vis. Det er denne forskel, der nu fjernes, så alle firmabiler nu beskattes af samme høje beløb.
Kan stige 1.000 kr. månedligt
Firmabilsbeskatningen er sammensat af et beløb på 25 procent af bilens værdi op til 300.000 kr. og derefter 20 procent af den del, der ligger over 300.000 kr. Stiger beskatningsgrundlaget som følge af de nye regler f.eks. fra 300.000 kroner til 400.000 kroner, øges beskatningsværdien således med 20.000 kroner, hvilket svarer til en merbetaling på ca. 1.000 kroner om måneden, alt afhængig af ens personlige skatteforhold.
De nye regler kommer kun til at gælde for kontrakter, der er indgået efter lovforslagets fremlæggelse, som ifølge skatteministeren vil ske ’hurtigst muligt’.
Læs også: Nu bliver det dyrere at lease