City Parkering udskrev fire kontrolafgifter til et FDM-medlem, der havde parkeret sin bil i seks dage på en privat parkeringsplads til et alment boligbyggeri i Nordsjælland. Men var det rimeligt, at det kostede 2.360 kr. at overse et parkeringsskilt til et privat område?
Ja, mener Højesteret, der netop har afsagt dom i sagen, som FDM førte for medlemmet, der havde overset skiltningen på stedet og derfor uforvarende overtrådte reglerne.
LÆS MERE: FDM anker parkeringssag til Højesteret
Hvornår er det urimeligt?
På offentlige områder, er der nye, klare regler for antallet af parkeringsbøder, og FDM førte denne sag for at få Højesterets svar på, hvor grænsen går for antallet af kontrolafgifter, et privat parkeringsselskab må pålægge for den samme ureglementerede parkering.
- Dommen siger, at der er en grænse for antallet af afgifter, men ikke hvor grænsen går. Den siger blot, at der er en rimelig sammenhæng mellem på den ene side omfanget og betydningen af forseelsen og på den anden side konsekvensen i form af parkeringsafgifter. Men den tager ikke stilling til, hvornår det bliver for urimeligt, forklarer advokat i FDM, Lennart Fogh.
FDM ønsker klare regler
Folketinget har vedtaget nye parkeringsregler på de offentlige parkeringsområder, der netop er trådt i kraft, og som et udvalg under Justitsministeriet med bl.a. FDM arbejdede på i knap fem år. På offentlige pladser kan bilister nu kun få maksimalt tre parkeringsbøder, og der skal gå mindst 24 timer mellem hver.
- FDM arbejder fortsat for at få mere klarhed om reglerne på private parkeringsarealer, som vi har fået på de offentlige, påpeger Lennart Fogh.