VW erkender, at man har sovet i timen, når det gælder SUV-bølgen. Ganske vist var mærket tidligt ude med luksus-SUV’en Touareg, og i 2007 kom den mindre Tiguan.
Men mens Nissan Qashqai stjal scenelyset og salgstallene, skete der ikke mere hos VW. Tiguan fik således lov at blive over otte år gammel, før anden generation blev lanceret dette forår.
Men nu ruller VW sine SUV-muskler ud.VW vil have SUV i alle klasser
- I fremtiden vil VW have en spændende SUV i samtlige relevante segmenter, sagde Jöchem Heizmann, VWs direktionsmedlem med ansvar for Kina, ved åbningen af Auto China-udstillingen.
Og så opremsede han ellers de kommende planer på en for VW usædvanlig åben måde.
Forlænget Tiguan og to luksus-SUV'ere
SUV-lanceringen begynder nu med Tiguan, som også kommer i en forlænget version på visse oversøiske markeder. Om ”oversøisk” skulle forstås ud fra Kina eller Tyskland, er uklart.
Dernæst - over Tiguan - kommer en ny ”mellemklasse” SUV til USA og Kina, en ny udgave af Touareg og en bil i stil med T-Prime Concept GTE.SE OGSÅ: VW sætter strøm og spændstighed til stor SUV
Som ordene faldt, virker det altså som om, at der både kommer en ny Touareg og en anden meget stor bil som konceptbilen. Måske skal det blot forstås som en Touareg opladningshybrid.
Polo- og Golf-SUV
Under Tiguan kommer der hele to nye SUV-modeller. Samtidig lanceres en crossover i Golf-klassen – inspireret af T-Roc-konceptet – og en Polo-crossover i stil med konceptbilen T-Cross Breeze.
En præcis tidsplan gav VW-chefen ikke, men alle bilerne ventes lanceret inden for tre år.
Plus 26 procent på fem år
Dermed er VW godt rustet til at få sin bid af den hastigt voksende SUV-kage. VW forventer, at alene den eksklusive del af SUV-klassen vil udgøre to mio. biler årligt i 2020.
Væksten forudses at være på 18 procent i Kina i perioden 2017-2023, mens Europa og Rusland kan nå op på en vækst på 26 procent.
SE OGSÅ: De vigtige og mærkelige nyheder fra Kina