Bilkøberne har glubende appetit på crossovers og SUV-modeller, og BMW, en af veteranerne på området, sørger for at holde sig til med flere modeller.
Som en logisk tilføjelse til modelprogrammet lancerer BMW nu X2. Den bliver en mere luksuriøs og coupé-designet variant af X1 på samme måde, som X4 er det i forhold til X3 og X6 til X5.
I slutningen af 2018 kommer desuden den helt store ’russer-SUV’, X7.
Samme platform som X1 og Mini
X2 er baseret på samme forhjulstrukne/firehjulstrukne platform som X1 (og Mini) kaldet UKL.
Ud over standardversionen tilbydes X2 som M Sport og M Sport X, som indebærer sportsophæng med stivere affjedring og støddæmpere samt lavere frihøjde.
Særligt udstyr er muligheden for ’ægte’ headup-display.
Motorer med tre og fire cylindre
Fra begyndelsen fås tre motorudgaver: sDrive20i, xDrive20d og xDrive25d. Begge dieseludgaver har firehjulstræk og ottetrins automatgear, mens benzinudgaven har syvtrins dobbeltkoblingsgear og forhjulstræk.
Alle disse motorer er firecylindrede, men senere tilføjes den trecylindrede sDrive18i foruden endnu flere firecylindrede: xDrive20i, sDrive18d og xDrive18d.
Fra 500.000 kr. i første omgang
Billigste version blandt de tre introduktionsmodeller er den 192 hestes benzinmodel til 500.000 kr., mens billigste diesel er den 190 hestes til 600.000 kr.
Leveringen i Danmark begynder til marts.
Læs mere: BMW pepper X-familien gevaldigt op