To skridt frem og ét tilbage. Citroën bevægede sig for tre år siden markant hen mod sine designrødder ved at lancere C4 Cactus, der bød på banebrydende design og en nyfortolkning af 2CV’s filosofi om enkelthed.
C4 Cactus vakte berettiget opsigt og blev kåret som Årets Bil i Danmark, da den blev lanceret i 2014, især for sit uhøjtidelige og utraditionelle design.
Mindre modig

Men det var åbenbart lidt for modigt. Nu er Citroën trådt et skridt tilbage med den fornyede Cactus. Selv om temaet i Citroën-direktør Linda Jacksons tale ved præsentationen var mærkets unikke designhistorie, afslørede hun en fornyet C4 Cactus, der i bemærkelsesværdig grad har fået fjernet sin personlighed.
Væk er de store ’airbumps’ for og bag, og på siderne af bilen er de kun en skygge af sig selv – skrumpet og anbragt diskret forneden.
Også de markante tagrælinger er forsvundet.
Tre årsager

Der er tre grunde til design-kolbøtten:
- Trods pæn succes i Danmark har bilen kun solgt moderat i Europa som sådan. Det særprægede design kan have afskrækket flere, end det har lokket til.
- Den almindelige C4 udgår nu, og der har tilsyneladende ikke være penge til at udvikle en ny. Cactus skal derfor forsøge at overtage det salg.
- Med ankomsten af C3 Aircross (og C5 Aircross på vej) havde Citroën pludselig flere crossovers i samme klasse. C3 Aircross og C4 Cactus står på samme platform og er ca. lige store. Derfor går Citroën i dette tilfælde mod strømmen og omgør Cactus fra crossover-type til en mere traditionel hatchback.
Læs mere: Citroën C3 Aircross: farveglad familiebil
Ekstra høj komfort i højsædet
Ved det store facelift skubbes C4 Cactus på andre områder ind i Citroëns historiske kerneområde: høj komfort.

Bilen bliver første model i Europa med den fulde udgave af Citroën Advanced Comfort, som skal gøre det særlig komfortabelt at opholde sig ombord.
Mest udtalt får C4 Cactus (undtagen i den billigste 82 hk-udgave) en moderne og billigere udgave af Citroëns historiske luft-væskeaffjedring. Nu kaldes det ’progressive hydraulic cushions’ og er en avanceret, men ikke-elektronisk støddæmper. Den giver vitterlig en mere svævende kørsel, viste Motors prøvekørsel af en prototype for et år siden. At kalde det et flyvende tæppe er dog en overdrivelse.
Læs mere: Citroën op på det flyvende tæppe
I Citroën Advanced Comfort indgår desuden et nyt og mere komfortabelt sæde og bedre støjisolering af kabinen.
Alt i moderne sikkerhed

Selv om C4 Cactus stadig baserer sig på PSA-koncernens gamle P1-platform, er det lykkedes Citroën at udstyre den nye udgave med næsten alt i sikkerhedsudstyr, hvilket den gamle i høj grad manglede. Nødbremse, vognbanealarm, blindvinkelalarm og døsighedsalarm er på udstyrslisten.
Skulle nogen ønske at sikre sig et nyt eksemplar af det originale Cactus-ikon, kan det nås lidt endnu. Den nye ventes klar i Danmark til april.