Landets pendlere kan fra årsskiftet se frem til et lidt højere fradrag, når de tager bilen på arbejde. Efter at de er blevet sat ned de seneste to år, har Skatterådet netop besluttet, at både befordringsfradraget og det skattefrie godtgørelse får et lille nøk opad i 2018.
Det er en forventning om, at brændstofprisen vil stige en smule i det nye år, der får Skatterådet til at hæve satserne.
Når satserne for 2018 generelt stiger en smule, så skyldes det, at benzinpriserne forventes at blive højere i 2018, men til gengæld kører bilerne længere på en liter brændstof
Hæves med én øre
Konkret hæves satserne for befordringsfradraget for kørsel mellem hjem og arbejde 1. januar 2018 med en enkelt øre til 1,94 kr. pr. km for kørsel mellem 24 og 120 km. Har man over 120 km til og fra arbejde, ændres satsen dog ikke. Der vil satsen pr. km over 120 km fortsat være 0,97 kr. i 2018.
Der er fortsat ingen fradrag for de første 24 km.
Bor du i en såkaldt yderkommune, der er omfattet af de særlige regler om forhøjet befordringsfradrag, får du heller ikke i 2018 nedsat satsen ved kørsel ud over 120 km.
Befordringsfradrag:
År | Sats for kørsel 24-120 km | Sats for kørsel over 120 km |
---|---|---|
2017 | 1,93 kr. pr. km | 0,97 kr. pr. km |
2018 | 1,94 kr. pr. km | 0,97 kr. pr. km |
Forventer højere brændstofpriser
”Når satserne for 2018 generelt stiger en smule, så skyldes det, at benzinpriserne forventes at blive højere i 2018, men til gengæld kører bilerne længere på en liter brændstof,” siger formand for Skatterådet, Hanne Søgaard Hansen, i en pressemeddelelse.
Satserne er beregnet på baggrund af et skøn over benzinprisen for 2018 på 11,96 kr. pr. liter.
Læs også: FAQ om ny registreringsafgift
Godtgørelse hæves
Også den skattefrie godtgørelse, du kan få, hvis du bruger din bil i erhvervsøjemed, justeres.
Her hæves satserne med en enkelt øre til 3,54 kr. pr. km for de første 20.000 km. For kørsel over 20.000 km stiger satsen fra 1,93 til 1,94 kr. pr. km.
Læs også: Ny registreringsafgift på plads
Befordringsgodtgørelse:
År | For de første 20.000 km | For kørsel over 20.000 km |
---|---|---|
2017 | 3,53 kr. pr. km | 1,93 kr. pr. km |
2018 | 3,54 kr. pr. km | 1,94 kr. pr. km |
Fradrag skaber mobilitet
”Det er glædeligt, at taksterne for befordringsfradrag og den skattefri kørselsgodtgørelse bliver sat en anelse op. Det er dog en marginal stigning og på en kedelig baggrund, nemlig at Skatterådet forventer højere brændstofpriser i 2018. Samtidig er befordringsfradraget blevet udhulet de seneste år, hvor skatteværdien falder med 1 procentpoint om året indtil 2019. Så selvom taksten altså bliver sat en anelse op næste år vil den skattemæssige værdi af fradraget falde en smule,” siger forbrugerøkonom i FDM, Allan Skytte Christensen, og tilføjer:
”Befordringsfradraget er et meget direkte tilskud til at få dækket nogle af pendleromkostningerne ved at tage et arbejde et stykke fra hjemmet. Det er helt sikkert med til at skabe den mobilitet, som arbejdsmarkedet har brug for for at skabe vækst i samfundet. Derfor er det uheldigt, når fradraget udhules yderligere.”