God forretning at gøre det gratis at køre over Storebælt

Hvor meget skal det koste at krydse Storebælt? Det er et emne, der kan få sindene i kog hos de over ti millioner trafikanter, der årligt krydser broen. Hvis politikerne fjernede afgiften, ville det faktisk give en samfundsmæssig gevinst. Men politikerne vil i stedet forlænge den tid, det vil tage at betale broen, og det er ærgerligt, mener FDM, som vil have en debat om taksterne.

Bilist

Storebæltsbroen er en stor succes. Alene i september 2015 krydsede en million køretøjer broen, som dermed genererer indtægter i milliardklassen. Sådan en pengestrøm er noget, der tiltrækker politikerøjne, så fra 2013 til 2022 vil et folketingsflertal tage 14,2 mia. kr. ud af Storebæltsforbindelsen og bruge pengene på bl.a. infrastrukturprojekter og andre planer. Det viser en beregning, som Sund & Bælt har lavet for ugebladet Ingeniøren.

LÆS OGSÅ: BroBizz kan benyttes på flere færger

31 milliarder kr. i kassen

– Hver gang politikerne trækker penge ud af forbindelsen, kommer det naturligvis til at tage længere tid før broen er betalt. Så samtidig med, at forbindelsen bliver dyrere for de danske bilister, er de også med til at finansiere alle mulige andre projekter med lavere samfundsøkonomisk gavn end Storebæltsbroen, siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk, der samtidig peger på, at der vil være en stor gevinst at hente, hvis politikerne afskaffede broafgiften:

– Hvis broafgiften blev afskaffet i år, vil samfundsøkonomien frem til 2049 blive forbedret med over 31 milliarder kr., viser en rapport fra konsulentvirksomheden Grontmij, og det er endda et ret konservativt bud, hvis man sammenligner med tidligere opgørelser.
Beregningen fra Grontmij rækker frem til 2049 fordi det er det år, hvor broen ellers vil være betalt.

LÆS OGSÅ: Oplev turen under Fermern Bælt

Brugerfinansiering var en skidt idé

Torben Lund Kudsk peger også på, at jo flere der med fordel vil benytte broen, desto større bliver den samfundsmæssige gevinst.

– Det handler ikke bare om f.eks. billigere varer på grund af lavere omkostninger til transport, men også om den meget vigtige mobilitet på arbejdsmarkedet, siger han og fortsætter:

– Ingen har stillet i udsigt, at det nogensinde vil blive gratis at køre over Storebælt, men det er ærgerligt, at forbindelsen nu er blevet en malkeko for politikerne, og det viser også, at Storebæltsbroen aldrig burde have været brugerfinansieret, men betalt over skatterne. Det ville have gavnet os alle – uanset hvor meget, vi bruger broen. FDM har ingen forventning om, at det skal være gratis at køre over broen, men vi forventer, at når broen er betalt, skal taksten afspejle prisen på vedligeholdelse, også derfor at det problematisk at politikerne udskyder den dag ved at trække penge ud af broen. FDM efterlyser i stedet en undersøgelse af, om det kan betale sig at indføre „intelligente brotakster”. F.eks. ved at gøre det billigere at komme over på tidspunkter, hvor der er få biler på broen, og derved øge trafikmængden. Hvis det øger tilbagebetalingstiden, får bilisterne i det mindste noget for pengene.

Af Eric Andersen og Julia Fennefoss Vollertsen