Mange brugere har efterlyst en test af dæk i de lidt større dimensioner. Det er derfor med en vis stolthed, at vi her præsenterer en omfattende test af 16 dæk i dimensionen 225/45 R17. De sidder i dag monteret på de mere luksuriøse og hurtige biler, og det er også den størrelse, mange bilejere har valgt, når de har opgraderet bilen med større fælge. Det er dæk til f.eks. BMW 3-serien, Mazda 6, Volvo V70 og VW Golf, og det var sidstnævnte, der blev benyttet ved testen.
I den mindre dimension har vi i år set nærmere på dæk i størrelsen 185/65 R15. De sidder som oftest på biler i mini- og mellemklassen, og det kan f.eks. være biler som Citroën C3, Hyundai i30, Peugeot 208 og Renault Clio, hvor vi benyttede sidstnævnte ved selve testen.
Se hele testen af 15-tommer dæk i størrelsen 185/65 R15 H
Se hele testen af 17-tommer dæk i størrelsen 225/45 R17 Y
4 vindere blandt 17-tommer dækkene
I gruppen af de store dæk er der fire dæk, der skiller sig markant ud, og som derfor opnår fem eller fire stjerner i FDMs test. Seks stjerner er stadig forbeholdt de sjældne dæk, der er rigtig gode i alle kategorier.
Med fem stjerner stikker femte generation af Continental ContiSportContact af som det bedste dæk i denne test. ESA-Tecar Spirit 5 UHP indtager andenpladsen foran Pirelli P ZERO og Vredestein Ultrac Vorti. Herefter går det langsomt ned ad bakke, idet de øvrige testede dæk i stigende grad så at sige mister grebet på våd vej.
For det populære Michelin Pilot Sport 3 er det dog en ret ringe slidstyrke, der sender dækket ned i rækkerne, mens regnvejrsdækket Uniroyal RainSport 3 ganske vist klarer sig fint på våd vej, men mindre godt på tør vej, hvilket sender dette dæk ned i feltet.
Den asiatiske dækproducent Maxxis viser, at der stadig er dækproducenter, der helt har misforstået forbrugernes ønske om at køre på sikre dæk. Det står slet ikke fast på våd vej og dumper derfor som det eneste med et brag i denne størrelse.
Se hele testen af 17-tommer dæk i størrelsen 225/45 R17 Y
Mange gode dæk i 15 tommer-klassen
I 15-tommersgruppen er der hele syv af 16 testede sommerdæk, der klarer sig ret godt. Vinderdækket Vredestein Sportrac 5 får fem stjerner, og de øvrige seks dæk med topplaceringer klarer sig alle godt på våd vej og opnår også gode resultater i de øvrige discipliner.
Herefter er der syv dæk i middelgruppen, hvoraf det populære Michelin Energy Saver+ får topkarakter for sin slidstyrke og sin lave rullemodstand, men kun klarer sig gennemsnitligt på våd vej. To dæk falder igennem og får en plads, der gør, at FDM direkte advarer mod at købe dem.
Se hele testen af 15-tommer dæk i størrelsen 185/65 R15 H
Video: Se FDMs ekspert forklare forskellene på dækkene i testen
Stærkt og svagt helårsdæk
Det var med stor spænding, at vi for første gang kunne imødese resultatet for det nye helårsdæk fra Michelin, CrossClimate. Det er mærket med både M+S og det fra vinterdæk så kendte snefnugsymbol, men som navnet antyder, markedsføres det af Michelin som et dæk, man kan køre med hele året.
Som sommerdæk er det ikke et direkte dårligt valg, selvom dækket samlet set kun placerer sig i midterfeltet. Egenskaberne på tør vej er rigtig gode, slidstyrken er i top, og rullemodstanden er blandt de laveste i feltet. På våd vej opfører dækket sig både godt og skidt. Bremseegenskaberne er blandt de bedste, og det er godt. Men dækket har en ikke helt god evne til at modstå akvaplaning, og det trækker lidt ned. Dog ikke mere, end at det samlet set placerer sig som et hæderligt dæk, bedre end de dårlige, men altså ikke så godt som de gode egentlige sommerdæk.
Læs også: Nyt dæk giver andre dæk baghjul
Fra testrapporten fik vi også en første indikation på dækkets vinteregenskaber, der også beskrives som gennemsnitlige. Så alt i alt en placering, der bekræfter, at man ikke kan få alt i ét og samme dæk, men som på mange måder også bekræfter, at man med dette dæk faktisk kan få en løsning med acceptable egenskaber hele året rundt, og at dækket derfor fint kan bruges af den ikke krævende bilist.
Fælleseuropæisk test
Dækkene er på vanlig vis testet på både tør og våd vej, ligesom dækkenes slidstyrke, rullemodstand og dækstøj er opmålt. Det hele er foregået over en lang testperiode i efteråret 2015, og det er en arbejdsgruppe med repræsentanter fra flere europæiske bilklubber, der har gennemført testen.
FDM har efterfølgende bearbejdet resultaterne, så de passer ind i den generelle testkarakter, vi anvender, hvor der uddeles mellem én og seks stjerner. Du kan læse mere om resultaterne for hvert enkelt dæk, og du kan på den måde finde din egen vinder, hvis du har særlige kriterier, du lægger vægt på.
Hvis din bil bruger en anden størrelse dæk, end dem vi har testet i år, kan du læse de tidligere test af andre dækstørrelser:
Læs mere: Se tidligere dæktest her