Millionbøde til Opel

Opel Danmark får stor bøde for at have overtrådt konkurrenceloven. Svært at bevise om forbrugerne har betalt overpris for brugte biler hos Opel, mener FDM.

Bilist

Det koster Opel Danmark A/S en bøde på 8,25 millioner kroner, at den danske bilimportør har instrueret sine forhandlere i at tage faste minimumspriser for leasing-, udlejnings- og demobiler.

Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har Opel Danmark i en periode fra midt i 2010 til februar 2014 overtrådt konkurrencelovgivningens forbud mod bindende videresalgspriser på brugt biler. På den måde skulle Opel Danmark have sikret sig, at brugtprisen på deres biler blev holdt kunstigt oppe.

LÆS OGSÅ: Få alt skrevet ned i slutsedlen

”Opel Danmark har overtrådt konkurrencelovens forbud mod bindende videresalgspriser ved at fastsætte minimumspriser for salg af brugte leasing-, udlejnings- og demobiler. Det er strafbart og til skade for forbrugerne. Men vi ser positivt på, at Opel Danmark selv har henvendt sig til myndighederne om sagen,” udtaler direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Leveringsomkostninger er skjult avance

En voldsom bøde

Hos Opel Danmark kalder man bøden på 8,25 millioner kroner for ”ret voldsom”. Blandt andet fordi Opel anmeldte sig selv til bagmandspolitiet, da importøren i 2014 kom i tvivl om lovligheden af sin prisanbefaling til forhandlere, siger informationschef i Opel Danmark, Erik Morsing.

I forlængelse af sit internationale compliance-progran (etiske retningslinjer, red.) iværksatte Opel Danmark derfor en advokatundersøgelse af sig selv. Den konkluderede, at Opel Danmark i ti sager havde overtrådt lovgivningen.

”Det har ikke været en bevidst overtrædelse. Derfor kan vi heller ikke genkende, at vi skulle have fastlagt minimumspriser. Vi er kun kommet med anbefalinger til annoncepriser,” siger Opel Danmarks informationschef til FDM.

Hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fastholder man dog, at sagen er i den alvorlige ende.

”Den her type overtrædelser kategoriseres normalt som alvorlige overtrædelser, hvilket også afspejler sig i bødestørrelsen,” siger kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Peter Langkjær til FDM.

LÆS OGSÅ: Lad FDM teste din brugte bil inden køb

Svært at opgøre overpris

Hvor meget Opels kunder i perioden har betalt for meget for bilerne kan være svært at gøre op, siger afdelingschef i FDM Per Alkestrup.

Han understreger, at sagen kun omhandler biler, der opfylder følgende tre betingelser:

• Biler købt brugt i perioden medio 2010 – februar 2014
• Biler købt bilen hos en autoriseret Opel-forhandler
• Biler der har kørt som udlejnings, leasing- eller demobil

Opel Danmark har valgt at betale bøden og ikke at gå videre med sagen.