EU-parlamentarikere vil sikre adgang til bilens data

Der er brug for at sikre bilisternes ret til egne data, mener tre kandidater til EU-Parlamentet. Forbrugere trues af ringere vilkår og højere priser, advarer FDM.

EU-parlamentarikere vil sikrebilejernes adgang til egne data.
Bilist

”Jeg tror, det er på tide, at vi får kigget på det her.”

Vi kan ikke have, at bilproducenterne kan skabe monopol på data og tage kunderne og hele den øvrige autobranche som gidsler

Sådan lød det spontant fra den konservative spidskandidat til Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, da hun sammen med to øvrige kandidater, Jeppe Kofod (S) og Bergur Løkke Rasmussen (V), onsdag var på værkstedsbesøg for at høre om de mange data, nye biler indsamler og som betyder, at bilproducenterne stort set ved alt om bilen.

Læs også: Bilister risikerer milliardstor ekstraregning

Som rullende smartphones

FDM har tidligere beskrevet, hvordan nye biler bedst kan sammenlignes med rullende smartphones, der opsamler data om bilen, kørselsmønstret og dig som fører.

De mange data kan gøre det nemmere at være bilist. Omvendt kan det også gøre det dyrere, hvis adgangen til data begrænses.

Ringere forbrugervilkår

Udviklingen kan bl.a. betyde, at du som bilejer i fremtiden risikerer at blive tvunget til:

  • At benytte bilproducentens egne værksteder, der er de eneste, der har adgang til bilens data og derfor kan reparere den.
  • At benytte den vejhjælpsordning, som bilproducenten laver en aftale med.
  • At benytte det forsikringsselskab, som bilproducenten vælger at samarbejde med og give data om f.eks. bilens skader, kørselsmønster mv.

Læs også: Hvad betyder connected car?

Senest har en undersøgelse fra de europæiske bilklubber vist, at bilister og eftermarkedet trues af en stigende ekstraregning, hvis det lykkes bilproducenter at begrænse adgangen til bilers data. Frem mod 2030 kan den vokse til knap 500 milliarder kroner om året.

Bilejerne ejer data

”Jeg var klar over, at jeg så på et isbjerg, med rigtig mange data under overfladen. Men det har overrasket mig, at isbjerget er meget større, end jeg havde forestillet mig. Derfor er jeg også glad for, at I tager problematikken op,” sagde Pernille Weiss.  

Læs også: Danskerne ønsker bedre beskyttelse af data i biler

Hun blev suppleret af Jeppe Kofod:

”Det er bilejerne som ejer data og skal give samtykke, hvis andre skal have adgang til data. Vi kan ikke have, at bilproducenterne kan skabe monopol på data og tage kunderne og hele den øvrige autobranche som gidsler,” sagde den socialdemokratiske spidskandidat.

Jeppe Kofod (S) vil sikre bilejernes ret til egne data
Både spidskandidat Jeppe Kofod (S) og Pernille Weiss (K) er chokeret over, hvor mange data nye biler indsamler og gemmer. Foto: FDM

Vil rejse problematikken i EU

Alle de tre EP-kandidater kaldte oplægget en øjenåbner og var enige om, at rejse spørgsmålet i deres respektive grupper i EU-Parlamentet, hvis de bliver valgt.

”Som liberal er det en mærkesag for mig, at vi sikrer forbrugerne et frit valg og ret til egne data. Derfor bliver vi som lovgivere nødt til at sikre en regulering på området,” sagde Bergur Løkke Rasmussen (V).

Læs også: Bilisterne vil eje deres egne data

Haster med lovgivning

Oplægget var arrangeret af:

  • FDM
  • Forsikring & Pension
  • Dansk Bilbrancheråd 
  • SMV Danmark- hovedorganisation for små- og mellemstore virksomheder
  • Autig - talerør for handels- og produktionsvirksomheder i autobranchen

FDM er glade for, at der på tværs af partiskæl er enighed om, at den frie adgang til bilers data skal sikres.

”Problematikken omkring adgangen til og brugen af de mange data biler i fremtiden vil indsamle, er for mange abstrakt. Men tager vi den ikke alvorlig, risikerer forbrugerne både forringet vilkår og højere priser. Derfor er vi glade for, at de tre politikere er enige i, at der er behov for, at EU lovgiver på området. Og det haster, for udviklingen går stærkt,” siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.

Læs også: Så meget sladrer bilen om dig