Sådan betaler du for at køre over Kronprinsesse Marys Bro

Det koster 14 kr. at køre over den nye Kronprinsesse Marys Bro ved Frederikssund. Der er tre måder at klare betalingen på. De to af dem er uden ekstra gebyr.

Kornprinsesse Marys Bro: Skilte på broen informerer om betalingen.
Bilist

Som den første vej i Danmark bortset fra Storebæltsforbindelsen skal bilisterne betale for at køre over Kronprinsesse Marys Bro ved Frederikssund.

14 kr. koster hver tur over broen for en personbil eller varevogn. Lastbiler og busser betaler 41 kr., mens motorcykler (under 400 kg) kører gratis over.

Der er ingen bomme eller betalingsstation på højbroen og motortrafikvejen, så passagen registreres med 90 km/t. via kameraer og sensorer.

 Se mere: Høj bro giver flot genvej over fjord

Betal med Brobizz eller nummerplade

Der er tre måder at betale på.

* Med Brobizz. Særskilt tilmelding er ikke nødvendig. Beløbet trækkes via det kort, som er tilmeldt Brobizz.

* Med nummerpladen. Sund & Bælts ’Pay by plate’ virker ikke, så du skal oprette en konto hos Fjordforbindelsen Frederikssund via fjordpay.dk. Beløbet trækkes på det kort, du anmelder til fjordpay.dk.

* Efterbetaling. Har du hverken Brobizz med på turen eller har tilmeldt nummerpladen, kan du efterfølgende betale via hjemmesiden fjordpay.dk. Man har fem dage til at betale passagen, som tillægges én kr. i gebyr. Ved senere betaling vokser gebyret til 20 kr.

 

Kronprisesse Marys Bro har sit betalingsanlæg på motortrafikvejen.
Betalingsanlægget står på motortrafikvejen vest for broen. Registreringen af køretøjerne sker fuldautomatisk under kørslen. Man skal (og må) ikke stoppe. 

Der er ingen rabatordninger for at køre hyppigt over broen, men Folketinget har vedtaget et pendlerfradrag på 12 kroner pr. køretøj.

Få medlemsrabatter på farten:
Find rabat

Rykker efter 5 dage

Betalingsanlægget drives af Brobizz Operatør, som er en del af den statslige Sund & Bælt-koncern, mens eventuelle rykkere for undladt betaling kommer fra et svensk firma.

Udstyret står på Hornsherred-siden af broen, så det er kun selve broen, der skal betales for. De to yderste delstrækninger af motortrafikvejen på begge sider er gratis.

Den gamle Kronprins Frederiks Bro forbliver gratis, men må ikke benyttes af lastbiler.

Informationstavle ved Kronprinsesse Marys Bro
Adskillige skilte ved Kronprinsesse Marys Bro oplyser om betalingen. Det med 'Billigst over broen?' henviser til, at man kan spare gebyrer ved at tilmelde sig nummerpladebetaling eller benytte Brobizz.