Nu forhøjer Tyskland bøderne

Tyskland skærper bødestraffen for en række færdselsforseelser. Samtidig ændres en række færdselsregler. Bilister skal nu holde en minimumsafstand til cyklister ved overhaling, og alarmer mod fartkontrol forbydes.

Tyskland hæver nu bøderne
Bilist

Bilister skal fremover gribe lidt dybere i lommen, hvis de ikke overholder færdselsreglerne i Tyskland.

Fra den 28. april har Danmarks store nabo nemlig skærpet bødestraffen for en lang række færdselsforseelser og hastighedsovertrædelser.

Det er især inden for bygrænserne, at Tyskland skærper sanktionerne.

Ændringerne betyder blandt andet, at bøderne for at køre for stærkt stiger her.

Læs også: Nu finder bøderne hjem til dig

Risikerer kørselsforbud

Overskrider man i byer den tilladte hastighed med 21 km/t, lyder bøden på 80 euro, mens den ved 26 km/t for stærkt er på 100 euro. Derudover får man i begge tilfælde en måneds kørselsforbud. Det gælder også udenlandske bilister.

Det bliver også dyrere at forbryde sig mod parkeringsreglerne. Standsning eller parkering i 2. række koster nu fra 55 og op til 70 euro. Parkering på cykelstien udløser en ’hilsen’ på 70 euro.

Også bøderne for ulovlig parkering på handicap- og – som noget nyt - elbilpladser stiger.

Endelig forhøjes bøden for at køre i byer uden gyldigt miljøzonemærke fra 80 til 100 euro.

Køb miljøzonemærke

Biler skal holde afstand til cyklister

Det er dog ikke kun bøderne, der forhøjes. En række nye regler indføres for at forbedre trafiksikkerheden.

For at minimere antallet af højresvingsulykker, må lastbiler og busser over 3,5 tons fremover kun køre med op til 11 km/t, når de drejer til højre i et kryds.

Tilsvarende skal bilister i byen holde halvanden meters afstand, når de overhaler cyklister. Uden for byerne bliver kravet to meter.

Nyt skilt om overhalingsforbud af cyklister
Tyskland indfører et nyt skilt på strækninger, hvor det bliver forbudt at overhale bl.a. cyklister. 

Derudover introduceres et nyt skilt på udvalgte strækninger, hvor biler ikke længere må overhale cyklister og små scootere.

Læs også: Hvad gør jeg, hvis jeg har bøde bøde i udlandet?

”Det giver god mening løbende at se på, hvordan man kan forbedre trafiksikkerheden. Her skal man huske, at tyske byer ikke har samme gode cykelinfrastruktur som danske. Mange steder har man slet ikke cykelstier, andre steder er de kun tegnet op med en linje på kørebanen,” siger juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange, og tilføjer:

”Det afstandskrav, Tyskland nu indfører, har også været foreslået herhjemme. Selvom det er velment, er det ikke noget, FDM støtter. Dels skal man ifølge færdselsloven allerede i dag holde tilstrækkelig afstand ved overhaling, dels er et præcist afstandskrav noget nær umuligt for bilister at vurdere i fart og umuligt for politiet at håndhæve. Derfor synes vi, at et fast afstandskrav er forkert.”

Læs også: Giv plads til hinanden i trafikken

Trafikalarmer forbydes

Tysklands nye skærpede bødestraf blev vedtaget i februar i år og vil også kunne mærkes uden for byerne.

Allerede i dag skal bilister i tilfælde af kø trække ud til siderne, så der i midten åbnes en nødkorridor, på tysk ’Rettungsgasse’, så redningskøretøjer kan komme frem. Gør man ikke det, vil det fremover koste 200 euro, mens bøden for at køre i en nødkorridor nu går op til 320 euro. Også her ledsages bøderne af en måneds kørselsforbud og for tyskere et klip i deres kørekortsystem.

Læs også: Færdselsregler i Tyskland

Som noget nyt forbydes enheder som eksempelvis Saphe, der kan advare mod politiets fartkontrol. En sådan udløser nu en bøde på 75 euro.

”Forbuddet gælder også for danske bilister. Har man sådan en i sin bil, som app på sin telefon eller som funktion i sin GPS, er det vigtigt, at man slår den fra i Tyskland. Man skal naturligvis stadig altid overholde de gældende hastigheder og køre efter forholdene,” siger Dennis Lange.

Læs også: 13 ting bilister gør forkert hver dag