Privat vagtværn bekæmper biltyve

En gruppe beboere i Søllerød var så trætte af indbrud i deres biler, at de hyrede et privat vagtværn til at holde øje med området. Det har angiveligt været med til at reducere antallet af tyverier af airbags og navigationsanlæg fra deres biler

I Søllerød har de succes med vagtværn mod biltyve
Bilist

Den gode nyhed er, at det har hjulpet. Den sørgelige sandhed er, at det er nødvendigt. En gruppe beboere i Søllerød valgte for halvandet år siden at hyre et vagtværn for at reducere antallet af indbrud i huse og biler.

Især tyverier af dele fra biler har vakt opsigt med billeder af BMW’er, Audier og andre luksusbiler rippet for rat, navigationsanlæg, lygter og andet, der kan sælges videre på det sorte marked.

I 2017 toppede antallet af stjålne navigationsanlæg fra biler i Nordsjællands politikreds med 489 enheder.

”Jeg har haft to tyverier i min bil. Den anden gang tog de alt. Navigationsanlæg, airbags, lygter, rat. Det hele var fjernet. Der var også indbrud i mit hus to gange. Den anden gang var min hustru og mine børn hjemme. Da blev det for meget”, forklarer Henrik Schnipper.

Læs mere: Luksusbiler ribbes for udstyr

Han begyndte derfor at se på mulighederne for en præventiv vagtrundering eller kameraovervågning. Det blev til en aftale med Securitas om, at de holder øje med området. Ca. 100 husstande er i dag med i ordningen.

”Det er hemmeligt, hvor ofte de er her, men de kommer både i dagtimerne, om aftenen og om natten. De har også aftaler med den lokale skole og en række erhvervsbygninger, så de er her ofte, og udrykningstiden er kort”, siger Henrik Schnipper.

FDM Forsikring
 

Video: Her patruljerer vagtværnet

Skilte og vagtværn skaber tryghed

I området er der sat skilte op, der minder andre om, at det er overvåget af vagter, og indsatsen er ifølge beboerne pengene værd.

”Det skaber tryghed, og der er kommet færre indbrud herude. Vagterne er synlige, og det har helt klart en effekt. De er gode til at holde øje med bilerne, og der er tilfælde, hvor de har konfronteret mistænkelige personer, der pludselig har fået travlt med at komme væk”, siger Henrik Schnipper.

Det er hans opfattelse, at samspillet mellem borgere, vagtværn og politi er årsagen til, at antallet af stjålne dele fra biler er faldet.

Flere mister forlygter

De seneste tal fra Nordsjællands Politi viser, at der i 2019 var 303 tyverier af navigationsanlæg mod 442 året før. Det er et fald på godt 30 procent. Antallet af stjålne airbags er også faldet, men til gengæld ses en stigning i antallet af stjålne forlygter.

Henrik Schnipper er dog stadig ærgerlig over, at man bliver nødt til at betale for at have sine ting i fred.

”Kommunen har bakket op og givet os lov til at sætte skilte op, så uvedkommende ved, at der er vagttilsyn. Borgmesteren har også været forbi. Men det er ikke noget, politikerne vil være med til at betale til. Jeg synes jo ellers, vi betaler meget i skat for at bo her, så de kunne godt hjælpe til.

Læs mere: Hvis du får stjålet din bil

Tyverier af bildele i Nordsjælland

  Airbags Navigationsanlæg Forlygter
2016 55 386 8
2017 198 489 10
2018 233 442 58
2019 164 303 97

Hvis der både er stjålet airbag og navigationsudstyr ved samme indbrud i bilen, figurerer de i begge statistikker, så tallene kan være lavere. Desuden er tallene for ikke nødvendigvis endelige, da der kan forekomme efeterreguleringer. Kilde: Nordsjællands Politi.

Tyvene skal stresses

Securitas, der er hyret til overvågningsopgaven, ønsker af hensyn til kunderne ikke at tale med Motor om prisen for beboerne og indsatsen i området i Søllerød eller andre steder. Men de vil gerne udtale sig generelt.

”Når vi kører mellem vores kunder, så holder vi øje med ting, der ikke passer ind i det normale gadebillede. Det har vores vagter en stor rutine i. F.eks. hvis der sidder nogle folk i en bil, der ikke ser ud til at have et ærinde. Så går de hen til dem og taler med dem og spørger, om der er noget, de kan hjælpe med. Når de her personer bliver forstyrret, så bliver de nervøse, og man kan se på deres kropssprog, at der er noget galt. Det får dem ofte til at forsvinde, men ellers kan vi tilkalde hjælp, forklarer Ronen Gabriel Leon”, direktør for Patruljevagten hos Securitas.

Tænk dig om, når du parkerer

”Vagterne har lov til at bortvise folk fra vores kunders område, og de må tilbageholde folk, indtil politiet ankommer. Sker der noget ulovligt, så involveres politiet”, siger han.

Ronen Gabriel Leon anbefaler folk at være opmærksomme på, hvordan de parkerer deres bil for at undgå indbrud i indkørslen.

”Er det et mørkt sted, så overvej at sætte belysning op, der tænder ved aktivering. Du bør også bakke ind i carporten, så fronten vender ud mod gaden. Så har tyvene sværere ved at gemme sig, hvis de vil stjæle airbaggen og andre ting forrest i bilen. Andre skal kunne se bilen og ind i den, så de ikke kan arbejde i ro og fred”, siger Ronen Gabriel Leon.

Læs mere: Indbrud i bil er er usynlige

Skilte skaber tryghed

Uforudsigelig udvikling

Nordsjællands Politi råder hverken folk til at hyre et vagtværn eller det modsatte.

”Et vagtværn kan muligvis hjælpe med at forhindre tyverier, men det kan ikke træde i stedet for politiets indsats. Derfor er det vigtigt, at tyverierne bliver anmeldt til politiet så hurtigt som muligt. Jo hurtigere vi får kendskab til tyverierne, desto hurtigere har vi mulighed for at danne os et overblik over situationen og reagere på den”, forklarer vicepolitiinspektør Lau Lauritzen fra Nordsjællands Politi.

Han har ikke nogen forklaring på faldet i antallet af tyverier, som det fremgår af tallene i skemaet her på siden.

”Den form for tyverier kommer ofte i bølger. Derfor kan det være svært at sige noget om den præcise årsag til, at antallet er faldet. Vi kan dog se, at antallet af tyverier falder, når der sker fængsling i sådanne sager”, siger han.

Der er derfor ikke planlagt yderligere indsatser for at få tallene længere ned. Politikredsen holder øje med udviklingen og vurderer løbende, om der er behov for tiltag.