Nødladeren - med det hyggelige tilnavn mormorladeren – får fremover begrænset strømstyrken. Hidtil har nødladerne i elbiler og plugin-hybrider kunnet lade med forskellige strømstyrker, og en del af dem har kunnet lade med mere strøm, end det er tilladt i følge lavspændingsdirektivet.
Fokus på sikkerhed
FDM får mange henvendelser vedrørende skift til elbil og plugin-hybrid, og en del spørgsmål vedrører opladning herunder de medfølgende nødladere. For et halvt år siden blev FDMs tekniske rådgivning bekendt med, at nogle ladere ikke levede op til lovgivningen, og derfor kontaktede vi Sikkerhedsstyrelsen.
Netop Sikkerhedsstyrelsen har i samarbejde med De Danske Bilimportører haft en møderække fra maj, og allerede i juni er de kommet frem til en løsning.
Nødlader med højst 6 ampere
I følge teknisk direktør Gunni Mikkelsen har De Danske Bilimportører haft nedsat en fokusgruppe, der er kommet med følgende tre anbefalinger til de bilimportører i Danmark, der sælger plugin-hybrider og elbiler:
- Fremover vil du som bilkøber få en grundig information vedrørende brug af nødladere.
- Hvis der følger en nødlader med bilen, vil den højst kunne lade med en strømstyrke på 6 ampere.
- Hvis der ikke følger en nødlader med, kan forhandleren i stedet vedlægge et ladekabel til en ladeboks.
De Danske Bilimportører fortæller, at de allerede er i gang med indføre anbefalingerne.
Læs også: Farligt at lade elbil i sommerhus
Ejere kontaktes vedrørende nødladere
Der er allerede solgt en del elbiler og plugin-hybrider, og en stor del af disse har nødladere, som kan lade med mere end 6 ampere. Her er anbefalingen, at man enten justerer strømstyrken ned på nødladeren eller i bilen, så man ikke overskrider de 6 ampere. Kan man ikke justere strømstyrken ned, anbefaler Sikkerhedsstyrelsen, at man højst lader på en almindelig stikkontakt i to timer.
Ejerne af disse biler vil typisk få information om begrænsninger gennem en henvendelse via Motorregistret. Det er samme procedure, man bruger, hvis der er en sikkerhedsmæssig fejl på køretøjer.