Ford Kuga-ejere døjer med flade batterier

Flere ejere af den populære Ford Kuga i plugin-hybrid-udgave oplever problemer med døde 12 volt-batterier. Ford Danmark erkender problemet, men de hverken kender årsagen eller har en løsning klar.

Flere ejere af Ford Kuga plugin-hybrid har oplevet problemer med døde 12 volt-batterier
Bilist

Den populære Ford Kuga plugin-hybrid fortsætter med at drille ejerne.

Forrige uge kom det frem, at Ford tilbagekalder 2.900 af bilerne i Danmark, og nu kan FDM fortælle, at flere ejere af plugin-hybriden kan berette om problemer med bilens almindelige 12 volt-batteri – ikke at forveksle med bilens store højvoltsbatteri, som driver bilen frem.

FDM har talt med flere danske Ford Kuga-ejere, der har oplevet gentagne problemer med bilens 12 volt-batteri, som pludselig er dødt. Også selvom bilen kun er få dage eller uger gammel, og lygter og anden strømkrævende udstyr har været slået fra, da de forlod bilen.

Læs også: Ford tilbagekalder populær plugin-hybrid

Batteri gik død efter få dage

En af dem er FDM-medlem Michael Rasmussen, der 13. juli fik sin nye Ford Kuga plugin-hybrid.

Allerede efter halvanden uge oplevede han første gang at komme ud til en død bil.

”Jeg havde sat den til at lade natten over, men da jeg kom ud næste morgen, kunne jeg ikke få liv i den,” siger han.

Det lykkedes dog med hjælp fra startkabler, men allerede et par dage senere gentog problemet sig. Igen efter at bilen havde stået til opladning.

Både efter første og anden gang, at bilen var ’død’, var Michael Rasmussen forbi sin forhandler, Ford i Risskov ved Aarhus, der undersøgte bilen uden at finde en årsag til fejlen. Dog konstaterede man her, at 12 volt-batteriet, som ellers lige var ladet op igen, næsten var i bund.

Læs også: Stor gruppe test af 14 plugin-hybrider

Tilfredse med bilen men utrygge ved batteriet

Michael Rasmussens historie ligner til forveksling den, flere andre af de Kuga-ejere, FDM har talt med, kan fortælle.

Alle har de oplevet batterier, der på uforklarlig vis er blevet afladet. En enkelt har, siden han fik bilen tilbage i maj, oplevet at komme ud til et fladt batteri hele fem gange. I to tilfælde har den tilkaldte vejhjælp konstateret en spænding på henholdsvis 7 og 6 volt på batteriet, hvilket er meget lavt og ikke nok til at starte en bil.

Alle bilejerne understreger dog, at de er generelt godt tilfredse med bilen, men flere er samtidig utrygge ved fejlen med 12 volt-batteriet og venter blot på, at det skal svigte igen.

Læs også: Populær Ford Kuga plugin-hybrid topper salgslisten

Fejlkilde ukendt

Et egentligt mønster i de flade batterier synes der ikke at være. I de fleste tilfælde er 12 volt-batteriet blevet afladet i forbindelse med, at bilen har stået til opladning, men i nogle tilfælde har bilen blot stået parkeret.

Både blandt flere af ejerne, FDM har talt med, og på et dansk Ford Kuga-forum på Facebook mistænker flere den tilhørende Ford Pass-app som årsag til de drænede batterier. En af ejerne fik således over 80 notifikationer via sin app i forbindelse med, at bilen stod til opladning og efterfølgende gik død. Men hverken opdatering eller afinstallering af appen synes at gøre en forskel, ligesom nogle af bilejerne slet ikke har hentet appen.

Andre igen har oplevet, at bilens instrumenthus løbende tænder og slukker, og én har oplevet bilen sige uforklarlige ’lyde’ under opladning.

Læs også: Ford Kuga er en prisbombe

Ford Danmark kan ikke finde fejl

Alle Kuga-ejerne har løbende været i kontakt med deres Ford-forhandler, der har haft bilen en tur forbi værkstedet. Dog uden at finde årsagen til fejlen.

FDM har spurgt Ford Danmark til problemerne med 12 volt-batteriet.

I en mail til FDM bekræfter kommunikationschef Lene Dahlquist, at Ford’s tekniske hotline har fået henvendelser om afladning af 12 volt-batteriet. Informationerne er videresendt til Fords ingeniører, som får informationer fra alle markederne om udfordringer på deres biler. De arbejder på højtryk med at analysere informationerne og foretage yderligere undersøgelse.

”Vi beklager selvfølgelig de gener, som det har for de berørte kunder, og håber på deres tålmodighed, så Ford får mulighed for at finde frem til årsagen til afladningen. Indtil da henviser vi kunderne til sammen med deres Ford værksted at få foretaget diagnose og genopladet deres 12 volt-batteri, hvis det skulle løbe helt tør. 12 volt-batteriet oplader under kørsel, så hvis kunderne anvender f.eks. Auto EV-køreindstillingen (bilens benzinmotor, red.), vil de med stor sandsynlighed kunne undgå komplet afladning,” skriver hun.

Læs også: Forvirring om udstyr i mest solgte plugin-hybrid

FDM: Brug for hurtig løsning

Problemer med biler der aflades, er noget, FDMs rådgivning ofte henvendelser omkring.

"Typisk skyldes det, at der sidder en såkaldt ’forbruger’ et sted og dræner batteriet. Det kan være, hvis der er fejl på eftermonteret udstyr, eller man har glemt at slukke lygterne. Hvad der er årsagen i Ford Kuga, ved vi af gode grunde ikke, men der kan meget vel være tale om en softwarefejl i bilernes styreboks,” siger leder af FDMs tekniske rådgivning, Lone Otto, og tilføjer:

”Under alle omstændigheder er det for bilejerne frustrerende og uholdbart, at deres biler gentagende gange går død. Derfor bør forhandlerene i samarbejde med Ford Danmark snarest muligt finde og rette fejlen.”

Få rådgivning om hybridbiler