Frustrerede Ford Kuga-ejere: Ladeproblem trækker ud

Frustrationerne vokser blandt Ford Kuga-ejere, der stadig ikke må oplade deres plugin-hybrid. Mange henvender sig nu til FDM for råd. Ford har ikke løsning klar, men vil kommunikere nyt snarest.

Ford har endnu ikke fundet nogen løsning på deres ladeproblem af Ford kuga
Bilist

Tålmodigheden er ved at være opbrugt blandt mange ejere af den nye Ford Kuga plugin-hybrid. De venter nu på anden måned på nyt om, hvornår de igen må oplade deres plugin-hybrid.

Som FDM tidligere har beskrevet, er den populære plugin-hybrid tilbagekaldt nu for anden gang.

Årsagen er en utilsigtet varmeudvikling ved højvoltsbatteriet i forbindelse opladning, der i værste fald kan antænde andre dele i motoren. Derfor må ejerne kun køre i den såkaldte ’Auto-EV’-indstilling med bilens benzinmotor, indtil Ford har fundet en løsning. Og den venter ejerne altså stadig på.

Det har fået flere frustrerede Kuga-ejere til at kontakte FDMs rådgivning, efter at de intet har hørt fra Ford længe.

Også i den danske Facebook-gruppe for Kuga-ejere er irritationen over Ford Danmarks manglende kommunikation stor.

Læs også: Populær SUV tilbagekaldes - igen

Forstår Kuga-ejeres utilfredshed

”Vi har især den seneste uge modtaget flere henvendelser fra Kuga-ejere, der bliver stadig mere skarpe i tonen. Tilbagekaldelser af biler på grund af forskellige fejl er ikke noget særsyn, og problemerne bliver som regel løst, men vi forstår godt Kuga-ejernes utilfredshed. Én ting er, at Ford ikke har fundet en løsning endnu, en anden er deres kommunikation, som langtfra har været god nok,” siger jurist i FDM, Simon Nguyen Kildeby, og tilføjer:

”De berørte ejere har helt forståeligt et behov for løbende at blive informeret om, hvornår fejlen forventes udbedret. I stedet oplever mange en radiotavshed fra Ford, og når de henvender sig til den forhandler, hvor de har købt bilen, bliver de henvist til Ford Danmark. Det skaber helt naturligt en utryghed.”

Tilbagekaldelsen har ikke kun betydning for de mange, som allerede har fået deres Ford Kuga, men også dem, der venter på at få den leveret. Siden tilbagekaldelsen i august er alle udleveringer nemlig blevet sat i bero, og flere har derfor ventet over en måned på at få deres nye bil leveret.

Læs også: Plugin-prisbombe sparer på elkørslen

Ford: ingen løsning nu og her

Hos Ford Danmark er man ærgerlig over situationen.

”Jeg har fuld forståelse for den situation, de berørte ejere står i. Jeg er dog ikke bekendt med, at der skulle være en løsning her og nu, men vi arbejder på højtryk for at finde en,” siger Ford Danmarks kommunikationschef, Lene Dahlquist.

”Vi arbejder på flere fronter og vil kommunikere noget snarest.”

Præcis hvad Ford vil melde ud, ønsker hun ikke at uddybe nærmere.

Den officielle tilbagekaldelse af Ford Kuga som plugin-hybrid sker igennem det digitale motorregister (DMR), men Lene Dahlquist opfordrer ejerne til at tilmelde sig Ford Pass-app, hvor Ford vil kommunikere til de berørte ejere, ligesom de enkelte forhandlere vil sende mails ud til kunderne.

Vil der være en form for kompensation til ejerne?

”Jeg kan kun sige, at vi arbejder på flere fronter og vil kommunikere noget snarest,” siger Lene Dahlquist.

Tilbagekaldelsen omfatter 4.200 biler i Danmark.

Læs også: Ford Kuga-ejere døjer med flade batterier