Overså vigtig post og fik 130.000 kr. i bøde

Du risikerer at overse beskeder og rykkere, hvis du ikke holder øje med din e-Boks. Det har flere bilejere erfaret på den dyre måde

Overså vigtig post og fik 130.000 kr. i bøde
Bilist

Alt for mange biler kørte tidligere rundt uden den lovpligtige an­svarsforsikring. Så siden 1. januar 2019 har uforsikrede bilejere fået en bøde på 250 kr. om dagen, ind­til de har fået styr på forsikringen.

Det har fået antallet af uforsikrede biler til at falde markant. Det er godt nyt, fordi alle andre bilister er med til at betale for de skader, som de uforsikrede er skyld i.

Men det har haft en uheldig konsekvens.

”Vi er begyndt at få henven­delser fra folk, der ikke har været klar over, at deres bil ikke er an­svarsforsikret. De har ikke været opmærksomme på de rykkere, de har fået fra deres forsikrings­selskab, og de har ikke vidst, at de herefter er blevet pålagt bøder, og nu står flere med en meget stor gæld,” fortæller advokat i FDM Casper Schad og giver et eksempel:

”Et FDM-medlem opdagede, at han havde opsamlet en gæld på 130.000 kr. for halvandet års dagbøder, da han skulle sælge bi­len, og køberen ikke kunne omre­gistrere den.”

Læs mere: Frygt for bøder for bilejere til syn

Aner ikke at de kører uden forsikring

Årsagen er blandt andet, at han ikke har væ­ret logget ind på sin e-Boks og har modtaget beskeder og rykkere fra sit forsikringsselskab. Information om dagbøder kommer i denne forbindelse som udgangspunkt med almindelig post.

”Der er tale om borgere, der ikke er vant til at benytte e-Boks, så de aner ikke, at de kører rundt uden forsikring, og at de skylder penge,” siger Casper Schad.

Bestil syn hos FDM

Vi ved ikke, hvor mange der er ramt, men vi har hørt fra omkring 10 bilejere, og stadig flere henven­der sig til FDM, siger Casper Schad.

Tjek din post

Han opfordrer alle bilejere til at åbne e-Boks med jævne mellem­rum og til at kontakte deres for­sikringsselskab, hvis de er i tvivl om, om bilen er ansvarsforsikret.

I e-Boks er der desuden en service, hvor man kan få tilsendt sms eller en mail, når der er post.

Læs mere: Bilen i e-Boks

FDM er i dialog med myn­dighederne om initiativer, der kan forhindre, at bilejere får dagbøder i flere år.