Det er ikke gået ud over trafiksikkerheden, at danske campister og andre bilister med påhængskøretøj i 2016 fik lov at træde lidt hårdere på speederen.
Det konkluderer en ny evaluering fra Færdselsstyrelsen af den såkaldte Tempo 100-godkendelse.
Godkendelsen, der blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, betyder, at bilister med campingvogn eller andet påhængskøretøj under 3.500 kg kan få en Tempo 100-godkendelse, så de nu må køre 100 km/t på motorveje mod tidligere 80 km/t.
Den øgede risiko for uheld, som den højere hastighed kan medføre, bliver nemlig opvejet af de krav, der er sat i ordningen til påhængskøretøjernes vægt og tekniske egenskaber, står der i evalueringen.
”Vi var meget tilfredse, da Danmark vedtog Tempo 100-godkendelsen. Det har kun forbedret trafikafviklingen, og som evalueringen viser, har det ikke haft negativ betydning for trafiksikkerheden,” siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange.
Skærpede krav til påhængsvogn
Tempo 100-godkendelsen blev i 2016 indført efter tysk forbillede og med samme krav til påhængskøretøjet. Det vil sige, at påhængsvognen (campingvogn eller trailer) skal leve op til bestemte krav til blandt andet bremser, dæk og vægt, ligesom påhængsvognen nu også skal synes hvert andet år.
I alt 8.684 danske påhængskøretøjer havde ved udgangen af 2019 en dansk Tempo 100-godkendelse.
Læs også: Dansk Tempo 100 vedtaget
Tempo 100 gælder kun i Danmark
Selvom den danske og den tyske Tempo 100-godkendelse til forveksling ligner hinanden, gælder den danske Tempo 100-godkendelse ikke i Tyskland og omvendt.
Danske bilister skal altså have en tysk Tempo 100-godkendelse for lovligt at kunne køre 100 km/t med deres campingvogn i Tyskland. Den kan de dog få i Danmark.
Fra dansk side har man tidligere henvendt sig til de tyske myndigheder med henblik på at vedtage en gensidig anerkendelse af Tempo 100-ordningen.
Overfor FDM meddeler Færdselsstyrelsen dog, at man fra tysk side ikke er interesseret i det.
”Det ærgrer og undrer os naturligvis. Ikke mindst fordi der er tale om ens godkendelser. Det kan derfor ikke kan være et spørgsmål om trafiksikkerhed, der står i vejen. Derfor vil vi opfordre transportministeren til at rette en ny henvendelse til sin tyske kollega,” siger Dennis Lange.