Sådan vil Ford kompensere Kuga-ejere

Ford Danmark er i fuld gang med at udbedre fejl på populær plugin-hybrid. Samtidig tilbyder Ford en goodwill, men kun til ejere, der har fået udleveret bilen.

Ford Kuga plugin-hybrid
Bilist

Ejere af den populære Ford Kuga plugin-hybrid har udsigt til snart igen at kunne køre på el.

Ford Danmark er nemlig i fuld gang med at skifte højvoltsbatteriet i bilerne, så ejerne igen kan oplade deres plugin-hybrid.

Som FDM tidligere har beskrevet, tilbagekaldte Ford i september Kuga plugin-hybrider i hele Europa på grund af fejl på bilens højvoltsbatteri. Siden har ejerne kun måttet køre i det såkaldte EV Auto-program med bilens benzinmotor.

Læs også: Ford tilbagekalder populær plugin-hybrid

Ejere tilbydes goodwill

Ud over et nyt batteri omfatter operationen ifølge Ford også montering af nye varmeskjold og installering af software-opdateringer, der løser kendte tekniske fejl.

Ford forventer ved udgangen af april at have skiftet batterierne i kundegruppe 1, som er de omkring 4.300 biler, der allerede er udleveret. Af dem er godt 1.300 batterier blevet skiftet.

Til bilejerne i kundegruppe 1 tilbyder Ford Danmark som en ekstra goodwill valget mellem en ladeboks eller et benzinkort til en værdi af 2.200 kroner.

Derudover har Ford allerede meldt ud, at Kuga plugin-hybrider, der enten er udleveret, eller som var bestilt frem til 18. september 2020, da man annoncerede udskiftningen af højvoltsbatterierne, får udvidet garantien fra to til fem år.

Læs også: Fejlen fundet på Ford Kuga - og den er dyr

Flere biler får længere garanti

Det er dog langtfra alle Ford Kuga-ejere, der nåede at få plader på deres bil inden tilbagekaldelsen. Derfor står 486 biler fortsat hos forhandlerne (kundegruppe 2), hvor man begynder at skifte højvoltsbatteriet, når man er færdige med bilerne i kundegruppe 1.

Mange af de nye ejere risikerer at vente et lille år, inden de kan få deres bil. Hvorfor tilbyder I ikke samme goodwill til dem som til ejerne i kundegruppe 1?

”Goodwill er differentieret i forhold til kundegrupper ud fra, hvilke gener de er berørt af. Brændstofkort (Ford har tidligere kompenseret med et benzinkort, red.) er blandt andet til kundegruppe 1, da de har oplevet en forringet brændstoføkonomi på deres allerede udleverede bil, hvorfor et brændstofkort giver god mening. Kunder, der har ventet på deres bil, har fået prissikring, så den indgåede handel i 2020 ikke forringes af de nye afgifter i 2021, og disse har yderligere fået udvidet garanti som en goodwill for den forlængede leveringstid. Her er det også værd at huske, at afgiftssikringen blev givet på et tidspunkt, hvor der herskede stor usikkerhed omkring afgifterne i Danmark,” skriver kommunikationschef hos Ford Danmark, Lene Dahlquist, i et svar til FDM.

Endelig er der kundegruppe 3. Det er de knap 600 biler, der var bestilt, men endnu ikke produceret, da fejlen blev fundet, og som er blevet forsinket. Produktionen af Ford Kuga plugin-hybrid kører dog igen for fuld kraft.

Læs også: Sure Kuga-ejere får benzinkort

Mangler benzinkort

I forbindelse med tilbagekaldelsen blev ejerne i kundegruppe 1 i oktober stillet et benzinkort til en værdi af 3.700 kr. i udsigt. Flere afventer dog stadig at modtage kortet. Efter FDMs oplysninger drejer det sig om op mod 100 Kuga-ejere.

Hos Ford Danmark erkender og beklager man et efterslæb, men understreger, at man arbejder på højtryk for at få alle benzinkort frem.

”Det er naturligvis ikke godt nok. Det er nu, ejerne har ekstra udgifter til benzin, så vi har da en forventning om, at Ford snarest får fremsendt de sidste benzinkort. Også fordi, det er vores indtryk, at de lovede benzinkort har været medvirkede til, at flere af vores medlemmer har valgte ikke at fremsætte krav over for Ford og deres forhandlere,” siger jurist i FDM, Simon Nguyen Kildeby.

Få rådgivning