Corona, mikrochips, krig i Ukraine og midlertidig lukning af Suezkanalen og Shanghais havn driller bilfabrikkernes produktion. Bl.a. derfor bygges der færre biler nu, og da efterspørgslen ikke er faldet lige så kraftigt, er der rift om både nye og brugte biler – ikke bare i Danmark, men i hele verden.
Hvordan skal du forholde dig i den situation? Vi har allieret os med markedsanalytiker Jan Lang fra Bilbasen for at få et overblik over, hvordan forskellige bilklasser og biltyper klarer sig. Han følger det hektiske marked tæt og har aldrig oplevet noget lignende.
– Det helt store spørgsmål er, om brugte biler kan blive dyrere. Vi ser ansættelsesstop i den amerikanske brugtbilbranche i takt med, at efterspørgslen efter brugte biler falder. Årsagen er, at de brugte biler er blevet dyre i forhold til at købe nyt. Herhjemme ser vi samme tendens med stigende priser, hvor bilkøbere vælger dieselbiler, fordi de ikke har råd til at købe en tilsvarende benzinbil. Med faldende liggetider på brugte biler, eksorbitante priser og rift om stort set alle typer brugte biler er jeg bekymret for bilmarkedet, siger Jan Lang.
Hør podcast fra FDM
Frigear er FDMs gratis ugentlige podcast om biler og livet som bilist. I denne episode vender værterne bl.a. det vilde brugtbilmarked – lyt med på temaet fra 10:20.
For få brugte biler
Udbuddet af brugte biler er afhængigt af, at der bliver solgt nye, dels fordi køberne typisk sælger deres tidligere bil, dels fordi salget påvirker, hvor mange brugte biler der kommer på markedet om tre-fire år. Så et lille salg af nye biler lægger pres på brugtbilmarkedet på både kort og langt sigt. Sidste gang, vi var i en tilsvarende situation i Danmark, var efter finanskrisen i 2009. Dengang var der cirka 70.000 brugte biler til salg, da krisen indtraf, og det udbud faldt, fordi folk i højere grad købte brugt end nyt.
I dag har vi samme situation, hvor salget de kommende to-tre år kan blive ramt af bilfabrikkernes lave produktion af nye biler. Men fordi der kun er omkring 40.000 brugte biler til salg i Danmark, er brugtbilmarkedet ikke rustet til den kommende højere efterspørgsel. Ifølge Jan Lang vil der være et underskud af brugte biler mindst frem til 2025, så man skal forvente, at brugtbilpriserne holder sig høje, og derfor skal man ikke være så bange for at give en lidt højere pris i dag.
Syrede priser på elbiler
Den store efterspørgsel på brugte biler betyder, at forhandlere må købe dyrt ind for at have biler til salg. Derfor får du lige nu historisk høje priser for din brugte bil. Motor har hørt eksempler på folk, der har købt ny bil og kan sælge den efter et-to år til næsten samme pris. Det gælder især for plugin-hybriderne, hvor afgiften er steget.
– Generelt er efterspørgslen højest på benzinbiler og plugin-hybrider. Diesel er stadig lidt mindre eftertragtet, men fordi der er så få biler til salg, falder liggetiderne på selv ældre dieselbiler. De brugte elbiler er en syret historie, hvor især de importerede Tesla Model 3 har domineret her i foråret 2022, siger Jan Lang.
I starten af marts var der omkring 600 Tesla Model 3 til salg herhjemme, men her to måneder senere er udbuddet faldet til 300, og priserne er steget med 20-30.000 kr. De, der købte elbil billigt før marts 2022, får et lavt værditab. Med så stor en efterspørgsel og så lille et udbud af brugte biler er der nærmest ingen slagtilbud at finde på brugtbilmarkedet.
Mikrobiler
Der er siden 2016 solgt færre nye mikrobiler, og i takt med at bilfabrikkerne er stoppet med at lave dem, er der kommet et stort gab mellem udbud og efterspørgsel på de billigste biler på markedet. VW Up er noget helt særligt, for her har priserne nærmest været sat på pause de senere år. Toyota Aygo og Peugeot 108 er også meget populære. Efterspørgslen er så høj, at selv Hyundai i10, Opel Karl, Kia Picanto og Citroën C1 også er meget eftertragtede, så der er ingen smarte genveje eller billige modeller her.
Minibiler
De høje priser på mikrobiler får mange til at kigge op mod miniklassen, men her er der også heftige priser. Peugeot 208 og VW Polo er dyre som brugte, her kan du godt se biler til 160.000 kr. for en bil, som har kørt 40.000 km. Men da udbuddet af biler er noget større i landets største bilklasse, er der ikke lige så meget pres på her.
Mellemklassen
I forhold til de mindre biler er der her et fornuftigt udbud, og der kommer ret mange biler på markedet. Jan Lang vil kigge efter biler i mellemklassen, fordi brugtbilpriserne ikke er stukket så meget af i forhold til mikro- og minibilerne. Han anbefaler biler, der står i skyggen af klassens populære modeller, som eksempelvis Opel Astra.
Store firmabiler
Der er relativt mange biler til salg blandt de store firmabiler. Især VW Passat dominerer markedet, men i de senere år har Audi, BMW og Mercedes-Benz også tegnet klassen. Jan Lang understreger, at der var et stort salg frem til 2019, hvor klassen blev ramt af et skift mod SUV’er, samt at der kom færre firmabiler på gaden, fra corona ramte i foråret 2020. Så her og nu er der et stort udbud af brugte biler i klassen, men det vil næppe vare ved. Et spændende alternativ kunne være Opel Insignia.
SUV
De seneste fem år har stået i SUV’ernes tegn. Der er stadig en stor efterspørgsel efter denne biltype, men fordi der er blevet solgt rigtig mange de seneste år, er udbuddet ikke så begrænset, som vi eksempelvis ser for MPV-modellerne, så her kan man godt gøre et fornuftigt køb, også selvom priserne er høje.
MPV
Brugtbilkøberne er enten nostalgiske eller vil bare gerne have samme bil igen. Det er et problem, hvis de vil have en biltype, som ikke længere sælges som ny. Det gælder især MPV’erne, hvor der er meget få nyere brugte biler til salg, men hvor efterspørgslen stadig er høj. Sammen med mikrobilerne er MPV’erne de eneste biltyper, som er mere efterspurgte end elbiler i forhold til udbuddet, og det er svært at se, hvordan disse bilkøbere skal finde en erstatning for deres nuværende bil i fremtiden.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.