Hvis du ikke gør det allerede, så husk at smile, næste gang du går tæt forbi en Tesla på gaden. En lang række biler fra Tesla knipser og gemmer nemlig en video af dig, uanset om du går foran, bag ved eller ved siden af bilen. Det samme gælder, når du og familien parkerer ved siden af en Tesla og stiger ud, eller når p-vagten sætter en afgift under bilens vinduesvisker.
Også hvis du møder en Tesla i trafikken, risikerer du at blive foreviget af et af den populære elbils mange kameraer. Med et enkelt tryk på hornet eller bilens skærm kan føreren nemlig aktivere optagefunktionen, så de seneste minutters kørsel gemmes. Bilens kameraer kører nemlig hele tiden.
Funktionen hedder Sentry Mode og har siden 2019 siddet i alle Tesla-modeller, herunder Model 3, der er Danmarks mest solgte elbil, og den nyere Model Y, ligesom det bliver standardudstyr på alle nye modeller fra Tesla.
Ifølge Tesla er Sentry Mode godkendt som en del af bilens sikkerhedsudstyr, der giver ejeren „mulighed for at overvåge mistænkelige aktiviteter omkring din Tesla“, som Tesla skriver på sin hjemmeside. Det gør bilen til et rullende kamera, der konstant optager fra alle bilens vinkler. Der sidder nemlig flere kameraer på bilerne.
God hjælp for politiet
Sentry Mode kan imidlertid mere end bare fotografere forbipasserende og medtrafikanter. Siden lanceringen er systemet blevet opdateret, så ejerne fra deres Tesla-app nu kan tilgå bilens kameraer live og dermed overvåge omgivelserne på afstand. Og ser de noget „interessant“, kræver det bare et enkelt tryk på mobilen for at starte optagefunktionen. Både billeder og video lagres på et USB-stik i bilen, der nemt kan tages ud, så indholdet kan overføres til en computer.
Det har i flere tilfælde fået politiet til at efterspørge hjælp fra Tesla-ejere, der har kørt på et givent sted på et bestemt tidspunkt, i håb om at de kunne ligge inde med optagelser, der ville kunne bidrage til opklaring af en forbrydelse. Det skete for eksempel tidligere på året, da en ung kvinde forsvandt i Aalborg på vej hjem fra en bytur. Ifølge vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi Frank Olsen førte det til mindst én henvendelse fra en Tesla-ejer.
– Optagelser fra biler er et nyt efterforskningsværktøj i vores værktøjskasse, og der er ingen tvivl om, at det fremover bliver en væsentlig del af vores efterforskning, at vi hurtigt får aktiveret bilister med kamera i bilen, fortæller Frank Olsen, som gerne så, at optagelser lå gemt i en periode.
Skulle bilister ligge inde med, hvad han betegner som „noget interessant“, vil politiet bede om at få optagelserne udleveret. I den konkrete sag fra Aalborg viste det sig ikke at være tilfældet. Men også det kan være en hjælp for politiet, som dermed kan udelukke et spor.
Syndere deles på nettet
At Sentry Mode kan gøre det nemt at finde synderen bag en Bilka-bule eller en ridset dør, kan man se på nettet. Her er videoer, der har fanget trafiksyndere og hærværksmænd i gerningsøjeblikket, bare få klik væk. Alligevel er det ikke alle, der er lige begejstrede for Teslas system. For hvad bruges optagelserne til, og hvem har adgang til dem?
Blandt dem er dataetisk rådgiver Pernille Tranberg. Første gang, hun blev opmærksom på systemet, var, da hun en aften blev „blitzet“ af en Tesla, der holdt på gaden i København, hvor hun bor. Et par dage senere skete det igen.
– Jeg gik bare forbi bilen, som så tog et billede af mig, og det vil jeg ikke finde mig i. For hvorfor skal den gøre det? Jeg synes, det er krænkende og helt grotesk. Hvis alle biler i fremtiden skal tage billeder af os hele tiden, så har vi jo intet privatliv, siger Pernille Tranberg.
Hun valgte derfor at indgive en såkaldt databekymring til Datatilsynet, der er myndighed på området.
– Jeg synes ikke, det er i orden at blive fotograferet på gaden, og det vil jeg gerne kæmpe imod. Og hvis det endelig sker, skal vi sikre os, at det datamæssigt er i orden. Data er guld værd for de store techgiganter, og med mit kendskab til området kan jeg godt have mine tvivl, når Tesla siger, at alle optagelser er krypterede, og at de ikke kan læse med, siger hun om baggrunden for at kontakte Datatilsynet.
Sager i flere lande
Af Datatilsynets svar til Pernille Tranberg fremgår det, at man aktuelt indgår i et europæisk samarbejde om Tesla og deres bilers fotografering af personer. Samarbejdet ledes af det hollandske datatilsyn, Autoriteit Persoonsgegevens, da Teslas europæiske hovedsæde ligger i Holland.
Også i Sverige har Teslas Sentry Mode vakt debat, og som i Danmark har det svenske datatilsyn, Integritetsskyddsmyndigheten, IMY, modtaget henvendelser fra borgere, som føler sig krænket af Teslas overvågning, og som direkte spørger, om systemet overhovedet er lovligt eller er i strid med EU’s regler på persondataområdet, GDPR. I lighed med Datatilsynet har IMY sendt sagen videre til de hollandske myndigheder.
– Det er meget tydeligt, at der er tale om persondatabehandling, siger jurist hos IMY Jenny Bård til Sveriges Radio.
Den holdning deler man hos de tyske forbrugerorganisationers paraplyorganisation, Verbraucherzentrale Bundesverband (vzbv). Organisationen lagde ved retten i Berlin i juli sag an mod Tesla for brud på EU’s databeskyttelsesforordning. Vzbv mener, at Teslas Sentry Mode krænker privatlivets fred og overtræder EU’s regler for GDPR, og at Tesla ikke gør bilejerne tilstrækkelig opmærksomme på, at de ved brug af Sentry Mode reelt overtræder gældende lovgivning og dermed risikerer en bøde.
– Det faktum, at Sentry Mode blev godkendt på trods af massive databeskyttelsesmangler, peger på huller i godkendelsesprocedurerne for automatiserede kørefunktioner, udtaler den ledende medarbejder for mobilitet hos vzbv, Marion Jungbluth, til organisationens hjemmeside.
Urimelig dataindsamling
Lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX, Thomas Pallesen kender ikke til den konkrete kritik af Teslas Sentry Mode og vil ikke forholde sig til spørgsmålet, om der er tale om en overtrædelse af reglerne på GDPR-området. Men han vurderer, at systemet er i strid med den danske lovgivning på området.
– Man må gerne fotografere i det offentlige rum, så længe man selv fysisk er til stede. Det er ikke tilfældet med Tesla, hvor der sker en automatisk indsamling. At indsamle så mange optagelser og så store mængder data, som bilerne tilsyneladende gør, er ulovligt, siger han.
Kun hvis der er en særlig grund, kan man af politiet få tilladelse til at sætte kameraer op i det offentlige rum. Det kan være ved en bank.
– Men at Tesla-ejere skulle kunne påberåbe sig særlige hensyn, har jeg svært ved at se, siger han. FDM har været i kontakt med det hollandske datatilsyn, men her vil man ikke udtale sig om sagerne, da de endnu ikke er afsluttet. Hvornår det sker, er uvist. Det har heller ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra svenske IMY.
Tesla: bilejerens ansvar
Hvordan Tesla selv stiller sig, er også svært at blive klog på. FDM har forelagt Pernille Tranbergs kritik for Teslas skandinaviske kommunikationschef, Maria Lantz, ligesom vi har bedt Tesla om en kommentar til vzbv’s søgsmål og henvendelserne igennem det hollandske datatilsyn.
Maria Lantz ønsker imidlertid hverken at kommentere kritikken eller sagerne i Tyskland og Holland, men nøjes med at henvise til Teslas hjemmeside. Her understreges det, at det er bilejernes eget ansvar, at de ved brug af Sentry Mode overholder gældende lovgivning.
I stedet henviser hun til, at Tesla ifølge en undersøgelse fra 2019 fra den svenske forsikringsoplysning, Larmtjänst, var blandt de mindst stjålne biler i Sverige.
Bedre kameraer overalt
Teslas Sentry Mode er det mest integrerede og avancerede overvågningssystem i biler i dag. Til gengæld dukker de såkaldte dashcams op i stadig flere biler, hvor de langt simplere og billigere kameraer filmer ud ad forruden, mens bilen kører. Chefkonsulent i FDM Dennis Lange anerkender, at den nye kamerateknologi rejser en række dilemmaer.
– Udviklingen inden for kamerateknologi i moderne biler går hurtigt – og nok også hurtigere, end lovgivningen har kunnet følge med til. På den ene side er det naturligvis vigtigt, at der ikke sker ulovlig decideret overvågning i det offentlige rum, men på den anden side er det helt legitimt, hvis en bilejer vil kunne gardere sig mod bevismæssige udfordringer i forbindelse med skader på bilen, hærværk, uheld osv., siger han.
FDM mener, at forbrugeren skal kunne regne med, at det udstyr, bilen leveres med, kan benyttes lovligt, og at forbrugeren bliver informeret klart og tydeligt om, under hvilke omstændigheder udstyret eventuelt ikke må benyttes.
– Allerbedst er det naturligvis, hvis bilen er konstrueret således, at den evt. ulovlige brug umuliggøres, for eksempel ved at systemet ikke virker, hvis bilen befinder sig bestemte steder, siger Dennis Lange.
For dataetisk rådgiver Pernille Tranberg er det imidlertid ikke alene et spørgsmål om, hvorvidt optagelserne er i strid med reglerne for GDPR eller TV-overvågningsloven.
– Det er muligt, at der juridisk ikke er noget at komme efter, men det er ikke det samme, som at det etisk er i orden. Jeg vil kæmpe for, at vi bevarer tilliden til hinanden og til samfundet, og det synes jeg ikke, at en funktion som Teslas hjælper til, siger hun.
Er du i tvivl om udstyret i din bil?
Nye biler er fyldt med udstyr. Både sikkerhedssystemer og infotainment. Som medlem af FDM kan du altid få hjælp af vores eksperter, når det gælder brug af udstyret, og hvad du skal vælge, næste gang, du skal have ny bil.