Forvirring om regler for ladekabler på fortove driller bilister

Det kan være fristende at trække et ladekabel ud til elbilen, hvis du ikke kan lade den på din egen grund. Men det er ikke sikkert, at du må. Reglerne er nemlig vidt forskellige fra kommune til kommune.

Kvinde er ved at snuble over ladekabel, der ligger henover fortov.
Bilist

Livet med elbil bliver meget lettere, hvis man har sin egen ladeboks derhjemme. Derfor kan det være et problem, hvis man ikke har egen indkørsel eller parkeringsplads. For nogle kan et ladekabel igennem hækken og ud til kantstenen være løsningen, der kan sikre familiens elbil eller plugin-hybrid lidt tiltrængt energi.

Men før du lægger snubletråden ud, bør du lige ringe til kommunen først. Det er nemlig din kommune, der som vejmyndighed bestemmer, hvad du må. Den gode nyhed er, at det godt kan lade sig gøre i nogle kommuner. Den dårlige er, at det er vidt forskelligt fra kommune til kommune, om du må trække et ladekabel til din bil, og hvilke krav der stilles til, hvordan det skal gøres.

– Grundlæggende må man ikke trække ladekabler eller lave andre foranstaltninger over fortovet uden at have søgt og fået kommunens tilladelse. Dernæst skal man sikre sig, at ens kabelløsning lever op til kommunens krav. Ellers kan man blive bedt om at fjerne den igen, siger chefkonsulent i FDM Dennis Lange.

FDM har tidligere fortalt om, hvordan to elbilejere har måttet fjerne deres kabelinstallation fra offentlig vej. I begge tilfælde var kablerne udlagt uden kommunens godkendelse. Elbilejerne klagede efterfølgende uden held til Vejdirektoratet, som sikrer, at kommunernes sagsbehandling er i orden.

Forskellige regler

Du må altså en tur forbi kommunens hjemmeside eller kommunekontoret, hvis du vil vide, om du må trække et ladekabel, hvordan du søger om tilladelse, og hvilke krav der ellers gælder.

Bor du f.eks. i Aarhus Kommune, er svaret nej, mens Frederiksberg og Odense Kommuner tillader det. Det samme gør Lyngby-Taarbæk Kommune. I alle tre kommuner er der dog krav om, at man skal ansøge om tilladelse til dels at trække ladekablet, dels hvordan kablet lægges.

– Vi vil gerne have flere af vores borgere til at køre grønt, men det kræver, at de kan lade deres biler op. Mange boliger i kommunen er bygget i en tid, hvor de fleste ikke havde egen indkørsel eller p-plads. Derfor har vi valgt at gøre det muligt, at man kan trække ladekabler ud til sin bil, siger afdelingschef i Trafik og Mobilitet i Lyngby-Taarbæk Kommune John Halkær Kristiansen.

Han understreger, at det skal ske på en måde, så man ikke risikerer at falde over kablerne. Derfor er det et krav, at de skal ligge i niveau og på en måde, så forbipasserende ikke kan glide i dem.

Også i Københavns Kommune er det muligt at søge om lov til at trække et ladekabel til sin bil. Men kun hvis man bor på en privat fællesvej. Som i Lyngby-Taarbæk Kommune er der krav om, at ladekabler skal ligge i en kabelskinne og være nedgravet og i niveau med fortovet.

Omvendt er det på Frederiksberg tilladt at lægge ladekablet i en kabelskinne (kabelbro), som skal fjernes, når bilen ikke oplades.

FDM efterlyser velvilje

FDM opfordrer alle landets kommuner til at være mere fleksible i deres tilgang til ladekabler.

– Vi har naturligvis forståelse for, at man ikke kan have, at ladekabler ligger frit på fortovet til fare for gående og andre. Når det er sagt, så vi gerne en mere løsningsorienteret tilgang, som nogle kommuner allerede har valgt, siger Dennis Lange og uddyber:

– Taget i betragtning, at mange kommuner gerne vil have flere til at vælge elbilerne til, er det heller ikke optimalt, at reglerne er så forskellige. Vi kunne godt tænke os, at kommunerne nærmede sig de samme retningslinjer. Her fornemmer vi, at det ofte mere er politisk vilje end noget andet, der står i vejen.

Mangler du en ladeløsning til elbilen?

Vi har gjort det nemt for dig at oplade din elbil eller plugin-hybrid derhjemme. Med FDM Ladeløsning får du en designvindende ladeboks inkl. installation og serviceaftale – og du vælger selv, om du vil have en elaftale med grøn strøm oveni.

Læs mere