Tesla slog benene væk under sine elektriske konkurrenter med flere prisbomber på samtlige modeller i januar, og der kom yderligere justeringer på Model 3 i marts. De stjal overskrifter i samtlige medier og på sociale medier og topper nu bilsalgslisterne. Ikke bare for en enkelt model, men som det mest solgte bilmærke i Danmark.
Reaktionerne fra konkurrenterne har ladet vente på sig, og det skyldes flere årsager. Primært at mange elbiler var bestilt på forhånd, og at importørerne ikke bare ville sætte priserne ned på de biler, de allerede havde solgt, mens de alligevel ikke kunne få flere biler.
Man vidste heller ikke, om Teslas prisnedsættelser var permanente, eller om de ville stige igen. Nu tyder det mest på det første, og det lægger et pres på flere bilmærker, som har svært ved at få deres modeller på top 10-listen over de mest solgte elbiler.
– Hvis jeg var i markedet for at købe en elbil nu, så ville jeg slå til, for priserne er ret attraktive på de modeller, hvor prisen er sat ned. Det er især vigtigt at handle, hvis man ser på en elbil til over 440.000 kr., da disse stiger i afgift til nytår, siger FDMs forbrugerøkonom, Ilyas Dogru.
Han peger også på, at hvis man ikke lige kan finde en model, der passer til familien og bilbudgettet, så kan man tage det med ro. For FDM forventer, at der lanceres over 100 elektriske modeller det kommende år.
3 veje til billigere biler
De traditionelle bilmærker er mere bekymret for deres gensalgsværdier, end Tesla er. Det er der mange årsager til: Bl.a. kundetilfredshed og at nogle mærker har egne finansieringsselskaber, hvor et stort fald i bilernes værdi vil påvirke disses resultater. Derfor satser få bilmærker på deciderede prisnedsættelser.
Derfor har der også været fokus på at tilbyde mere udstyr samt at komme med slagtilbud på privatleasing, som ikke direkte rammer gensalgsværdien på de biler, private kunder har købt. Og så har enkelte bilmærker valgt at sænke priserne for at kunne konkurrere med Teslas lavere priser.
Her er priserne sænket
Nissan har nu af to omgange sænket priserne på deres store elbil, Ariya. Først en gang i foråret og senest her i sommeren. Priserne starter nu på 330.000 kr., hvilket ret præcist er det samme som den billigste Tesla Model 3, og endda lavere end da bilen blev lanceret i foråret 2022.
Mercedes-Benz har sænket prisen på deres mindre SUV-modeller EQA og EQB med 20.000 kr. i en kampagnemodel, der har udstyr for over 40.000 kr. Det er en samlet besparelse på over 60.000 kr. Dermed koster den billigste EQA nu 430.000 kr. På den større EQE er prisen sat ned med 110.000 kr. til 620.000 kr. Også den har fået en udstyrspakke til 45.000 kr., så her er besparelsen over 150.000 kr.
Der er også prisjusteringer hos Kia på Niro EV. Her er prisen sat 20.000 kr. ned på de to dyreste udstyrsniveauer. Den er dog stadig lidt dyrere end introduktionsprisen fra juni 2022.
Toyota har ligeledes sænket priserne med 20.000 kr. for deres elbil bZ4X, så prisen nu starter ved 380.000 kr., samtidig har bilen fået en opdatering, der skulle hjælpe med modellens oprindeligt korte rækkevidde.
JAC har haft svært ved at sælge deres e-JS4, så nu er prisen justeret ned fra 360.000 til 280.000 kr. Det er et markant fald, der betyder, at modellen nu begynder at være interessant.
Ford har også sænket priserne på deres Mustang Mach-e, så priserne nu starter ved 400.000 kr. Men reelt er priserne stadig på niveau med deres 2021-priser. Og de store afslag skyldes, ligesom hos Tesla, at Ford i løbet af 2022 løftede priserne på deres modeller til et niveau, der dengang gjorde dem uinteressante.
Tryk F5, og få et tilbud
Tesla-købere har lært en ny tendens. For selvom mærket sælger biler over nettet, og prisen derfor burde være fast og gennemskuelig, så har Tesla valgt at tilbyde lagerbiler med rabat. Så trods lave priser kan du være heldig at få bilerne endnu billigere.
Derfor bruger mange rabatjægere F5-tasten, for at opdatere Teslas hjemmeside, så de kan slå til, når der kommer et godt tilbud. Vi har set den billigste Tesla Model 3, der normalt koster 330.000 kr., med prisnedslag på op til 35.000 kr. på helt nye modeller, der enten står på lager herhjemme, i et andet EU-land eller er på vej med et fragtskib. Vi har også set et tilbud, der inkluderer 10.000 km strøm på Teslas lynladere.
Udstyr, kom og få masser af udstyr
Skoda var de første, som kom frem med et tilbud om mere udstyr. Det var en Premium-pakke med en del ekstraudstyr, der ikke rykkede på prisen på slutsedlen på deres Enyaq-model. Men det gjorde, at kunderne fik en markant opgraderet bil, der også giver en større ejerglæde.
Tilsvarende har VW skudt en 75 års kampagne i gang på flere af deres modeller. Den mest direkte konkurrent til Tesla Model Y er ID.4. Her får du nu ekstraudstyr med til en værdi af næsten 40.000 kr., herunder de velfungerende adaptive forlygter og mere interessant udstyr, men de har ikke ændret på selve prisen på bilen. Priserne starter ved 355.000 kr. for det mindste batteri og 385.000 kr. for det store batteri. Topmodellen GTX har en samlet besparelse på udstyrspakker på næsten 75.000 kr.
Før sommeren kom BYD også med et særtilbud på deres lille SUV Atto 3. Du fik udstyr for 60.000 kr. i et virvar af mangeartede ting, som er relevante for bilejerne. Bl.a. fik du to års abonnement hos Clever samt en standardinstallation, vinterdæk med fire års opbevaring, fire års serviceaftale på bilen samt en bilvask om måneden i fire år.
Slagkraftige priser på privatleasing
Det tredje våben i bilmærkernes arsenal er privatleasing. Det er især interessant for de bilkøbere, der er usikre på, om de er klar til at skifte til en ren elektrisk bil og gerne vil prøve det, men også for de bilister, som er bange for gensalgsværdien ved at købe en elbil i et bilmarked med tumultariske priser.
– Forudsigelserne på langt sigt er, at elbilerne bliver billigere at producere, og der bliver endnu større konkurrence. Derfor er der en risiko for højere værditab på biler, som købes nu, end vi har været vant til tidligere. Og forbrugerne kan med fordel vælge privatleasing for at se tiden an, siger Ilyas Dogru og påpeger, at leasing kan også være et godt værktøj for importørerne.
– Privatleasing kan være et godt værktøj for importørerne til at pushe flere biler på markedet ved give kunderne en billigere bil, fordi de samtidig slipper for at ændre på deres listepriser, og dermed ikke kommer til at støde de kunder, som netop har købt en bil, slutter Ilyas Dogru.
I senere tid er det især på dyrere modeller, at tilbud på privatleasing har vakt opsigt. Det gælder VW ID. Buzz, hvor du for en gennemsnitspris på godt 5.300 kr. om måneden kan køre i en bil til 500.000 kr. Aftalen løber over fire år, men indeholder kun 10.000 km årligt.
Tilsvarende har det kinesiske luksusmærke Hongqi tilbudt topmodellen E-HS9 til en gennemsnitlig ydelse på cirka 6.500 kr. om måneden over en toårig periode for en bil, som koster 795.000 kr. Her er der 15.000 årlige kilometer.
Mere relevant for almindelige danskere er VW ID.3 og Renault Megane, hvor leasingpriserne er på et niveau, hvor flere kan være med. VW's aftale er her også over fire år og blot 10.000 km. Men det kan være en billig måde at træde ind i en elektrisk bil, især fordi deres førstegangsydelse ikke er så høj.
Renault er endnu skarpere med en førstegangsydelse på 0 kr., og dermed kan du være elbilist fra 3.900 kr. om måneden over en treårig periode. Og det i en bil som koster 350.000 kr. i indkøb.
Læs mere: Få FDMs bedste råd til privatleasing
Men det er langtfra på alle elbiler, at priserne er sat ned, der er kommet mere udstyr i, eller hvor en privatleasing-kampagne er sat i gang. Derfor er det ikke slut med tilbud fra de forskellige bilmærker. Nogle vil holde fast i deres prispolitik, men bilmarkedet har alle dage mest været dikteret af prisen på bilen.
Overvejer du ny bil?
Husk, at du som medlem af FDM kan få rådgivning af juridiske og biltekniske eksperter, hvis du har spørgsmål i forbindelse med køb af ny bil.