VW vil generobre sin position som bilerne for folket. Det gør mærket med to billige elbiler.
En lille elbil - formentlig kaldet ID.1 – til omkring 150.000 kr. blev onsdag offentliggjort uden billeder eller leveringsdato – og den netop præsenterede ID.2, hvor priserne vil begynde omkring 200.000 kr., når den kommer til Danmark om to år.
Netop VW ID.2 blev onsdag præsenteret under pomp og pragt ved et stort sceneshow i Hamborg i Tyskland. VW's nye CEO, Thomas Schäfer, kom til i september, og bilen er hans signaturbil. Derfor stod bilen også uden interiør, fordi han har insisteret på, at der kommer fysiske knapper i kabinen og på rattet. Det kunne VW ikke nå at have klar, så prototypen stod med indretningen fra en Polo.
Bilen på billederne er konceptbilen ID.2all – klassisk marketings-lingo for at understrege, at modellen er for alle. Og det er ikke at tage munden for fuld. Med en indgangspris på 25.000 euro får flere råd til at skifte til elbil, ikke mindst fordi bilen er overraskende stor. Den tidligere viste ID.Life var nærmere en Polo i størrelse, men ID.2 bliver en tand større.
ID.2 på størrelse med en Golf
For selvom ID.2 udvendigt ikke meget større end en minibil som VW Polo, bliver den lige så rummelig indvendigt som en VW Golf, og bagagerummet bliver med 490 liter over 100 liter større. Den får formentlig ikke en såkaldt 'frunk' under motorhjelmen, men derimod et bagagerum under bagsædet på cirka 50 liter, så det reelle bagagerum bliver omkring 440 liter. Det er stadig cirka 50 liter større end en ID.3 og en Golf.
I forhold til anhængertræk, er ønskerne mange og meldingerne fra VW få. Her skal vi tættere på produktion før vi finder ud af, om ID.2 lægger sig op af ID.3, der kun må have en cykelholder, eller kommer tættere på ID.4, der må trække op til 1.200 kg.
Indvendigt er der også kommet en lille revolution. VW trækker lidt tilbage i forhold til deres øvrige bilmodeller og har genindført et decideret klimaanlæg, der ikke er integreret i bilens trykskærm. Dertil kommer en klassisk volumenknap, så alle i kabinen let kan skrue op for den gode lyd. Vi fik desværre ikke mulighed for at røre ved den nye kabine, men ifølge VW vil der blive lagt stor vægt på kvalitetsfornemmelsen i materialerne i kabinen.
Basisudgaven til 200.000 kr. får naturligvis ikke alt udstyr, men man vil kunne tilvælge meget af det udstyr, som vi kender fra VW's øvrige elbiler. Det vil sige, at man kan få de avancerede adaptive LED-forlygter, kaldet IQ.Light, og den avancerede køreassistentsystem, kaldet Travel Assist, der har pulsføler i rattet. Øvrige udstyrsdetaljer kommer senere.
VW bygger videre på ID.3-platformen
VW's første elbilplatform hedder MEB, og indtil videre er VW's elbiler baseret på den. Men med 10 planlagte elbillanceringer inden 2026 kommer der en videreudvikling af platformen, som bl.a. omtales som MEB+ samt en MEB entry-udgave.
Og ID.2 bliver en af de første biler på den nye 'indgangs'-platform.
ID.2 er ikke den eneste bil, der kommer på den billigere og forhjulstrukne MEB entry-platform. Cupra og Skoda barsler også med varianter baseret på samme teknik. Så der bliver flere biler at vælge mellem i klassen. Alle tre biler vil blive bygget på en fabrik i Spanien.
Med to år til lanceringen er ID.2's specifikationer på overskriftsniveau. Modellen forventes at få en rækkevidde på op til 450 km og en elmotor med op til 226 hk.
Der vil blive versioner med mindre batteri og dermed kortere rækkevidde, ligesom den billigste version forventes at få en mindre kraftig motor.
VW leverer, hvad Tesla ikke gjorde
Skal man tage en læring med fra VW's store pressemøde, var det en meget konkret fremvisning af, hvad fremtiden bringer. Hvor man for nyligt ventede, at Tesla kunne lancere en billig elbil, så endte mærkets investormøde med store visioner og få konkrete bilnyheder.
VW griber det anderledes an. Med ID.2 har mærket vist en konkret konceptbil, der bliver central for udbredelsen af elbiler for mange bilister. Og ved at løfte sløret for en mindre elbil til godt 150.000 kr. åbnes ballet for alvor for en udrulning af elektriske biler til folket.
– I FDM håber vi bestemt, at der er udsigt til flere billige elbiler, men for nuværende er det kun VW, der har præsenteret en konkret model. Vi er bekymrede for, om priserne bliver lave nok på de biler, som passer til de danske bilkøbere. Også set i lyset af at vi kommer ind i en tid, hvor registreringsafgiften på elbiler bliver indfaset, siger Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDM.
To år er lang tid at vente, og spørgsmålet er også, om VW bliver slået af en konkurrent som Tesla eller Peugeot, inden ID.2 kommer på markedet. Om ikke andet så ved konkurrenterne nu, hvilken målestok fremtidens elektriske familiebil skal leve op til, og det er godt nyt for alle bilkøbere.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.