Frustreret bedemand savner respekt for rustvogne: De lader som om, de ikke har set den

Af jord er du kommet, og til jord skal du blive, lyder præstens ord i kirken. Men inden det kommer så vidt, skal kisten med den afdøde bæres ud og køres bort fra ceremonien, hvor de efterladte siger et sidste farvel. Den andægtige og sørgmodige stund uden for kirken er en af de vigtigste for de pårørende.

– Man står stille og roligt og kigger. Det er det allersidste blik af rustvognen, der kører væk med den, du holder af. Det er det allersidste farvel. Der synes jeg, man skal have lov at have det hele med, forklarer Helena Hauge, der er præst og forestår begravelser og bisættelser fra Davids Kirke på Indre Østerbro i København.

Ved slutningen af kirkens bisættelser står hun med de pårørende, mens kirkeklokkerne ringer, og flaget er kommet på hel, fordi jordpåkastelsen har fundet sted. Sammen ser de rustvognen køre stille og roligt ned ad Koldinggade, inden den drejer og forsvinder ud af syne på sin vej mod krematoriet.

Men alt for ofte bliver oplevelsen og udsigten til kisten spoleret af trafikanter. Faktisk er det mere reglen end undtagelsen.

– Jeg oplever ofte, at folk har meget travlt med at bakke ud fra en p-plads og køre helt op bag ved rustvognen. Særligt hvis der ligger to og tre biler bagved, kan man næsten få en fornemmelse af, at de presser rustvognen lidt. Det sker endda, mens klokkerne stadig ringer, så man er ikke i tvivl om, hvad der foregår, fortæller Helena Hauge.

Dermed kan de pårørende så stå og se på bagenden af en bil eller varevogn i stedet for uhindret at se kisten trille væk.

Det hele handler ikke om dig

Men det er ikke kun bilister, der undlader at vise hensyn. Cyklister og fodgængere er også en del af problemet.

– Her i København har vi generelt et problem med trafik og respekt for hinanden trafikalt set. Der er mange cyklister, der lige smutter over, når rustvognen kommer kørende. Og det med lige at blive stående på fortovet og vente, til den her bil er kørt ud, det er virkelig svært for folk. Rustvognen kører jo langsomt. Måske vi lige skal stoppe op og sige: „Hov, nu handler det om andre end mig. De to minutter, jeg kommer senere, kan jeg måske forklare mig ud af ved at sige, at jeg holdt tilbage for en rustvogn,“ siger Helena Hauge, der enkelte gange har oplevet, at bilister har dyttet af en rustvogn.

Utålmodige trafikanter kender flere i branchen, som Motor har talt med, udmærket til. Bl.a. bedemand Solvejg Ritzau, der har sin forretning Den Sidste Rejse på Østerbro i København:

– Jeg har oplevet folk komme gående med en telefon og snakke højlydt med en eller anden. De går ind mellem de pårørende, som står og er kede af det ved rustvognen, hvor kisten er sat ind. „Jamen vi ses på lørdag!“ lyder det så, og de kunne ikke drømme om at gå over på den anden side af vejen, fortæller bedemanden.

Hun står bl.a. uden for kirken og venter sammen med rustvognens chauffør. De hjælper med at få kisten ind i vognen, inden den lige så stille kører afsted.

– Vi prøver altid at gøre tegn og vise folk uden om vognen og de pårørende. Men de ser det nogle gange slet ikke, for de er helt i deres egen verden. Der kan også komme en hel skoleklasse gående og grine og snakke eller en mor med en barnevogn, der bare vader igennem. Cyklister er også slemme til at køre lige forbi. De ænser det simpelthen ikke. Jeg ved ikke, om de har set rustvognen eller ej. Men de lader, som om de ikke har set den. Når der holder en rustvogn med åben klap, så må man vide, at der er nogen på vej ud med en kiste, siger Solvejg Ritzau.

Begravelsesfølger i opløsning

Ved begravelser, hvor den døde ikke kremeres, men kommer i jorden, er der som regel et begravelsesoptog fra kirken til kirkegården, der ikke nødvendigvis ligger samme sted. Det kan være alt fra nogle få biler til et tocifret antal.

Her er det meningen, at de pårørende skal følge efter rustvognen i et optog. Men det er ofte svært at få til at hænge sammen, har rustvognschauffør John Øfjord erfaret. Det vognmandsfirma, han er ansat i, kører rustvogne for mange bedemænd, og han har været 40 år i branchen.

– Især i byer med meget trafik går det i opløsning efter få hundrede meter. Både fordi folk er hurtige til at smutte ind i de huller, der opstår i følget, og fordi folk formentlig ikke kan se, at der er tale om et følge, forklarer han.

Bilerne i følget får at vide, at de skal holde sig tæt på rustvognen og hinanden. Og rustvognen forsøger at holde ind til siden og vente, hvor det er muligt, og køre langsomt, så alle er med. F.eks. efter venstresving eller gennem lyskryds. John Øfjord har forståelse for, at det er svært i byen, men han forstår ikke, hvorfor folk ikke respekterer et begravelsesfølge på motorvejen.

– Her kører vi langsommere end den øvrige trafik, men alligevel overhaler folk i tide og utide og bryder ind i følget. Det undrer mig, for rustvognen er tydelig foran i rækken af biler, der ligger lige bagved, siger han. Af færdselsloven fremgår det, at trafikanter skal give fri passage for bl.a. ligtog. Hvis det ikke sker, venter man, til alle er fremme ved kirkegården, inden jordfæstelsen begynder.

Respektfulde nydanskere

Både præsten, bedemanden og chaufføren mener, at det er blevet værre med tiden. Både fordi der er meget mere trafik, og fordi mobiltelefonen har en tendens til at fjerne folks opmærksomhed fra omgivelserne.

– Vi er ikke vant til langsomhed i vores samfund. Alt skal gå stærkt. Jeg synes, at netop det øjeblik ude foran kirken, hvor klokkerne ringer den døde på vej, er smukt. Så står du der og kigger efter det menneske, du stadig elsker og savner. Men så kommer en eller anden idiot kørende på cykel og svinger ind foran begravelsesfølget og op på fortovet og kører videre. Det er simpelthen for tåbeligt, for det tager alvorsstunden væk. Vi bliver allesammen indimellem ramt af sorg, sygdom og død, påpeger præst Helena Hauge og opfordrer folk til at reflektere over, at det en dag er dem selv, der står der som pårørende.

Tidligere var det normalt at stoppe op eller stå af cyklen og tage sin hat af, hvis en rustvogn passerede. I dag er den tradition stort set forsvundet, og præsten oplever, at vi generelt er berøringsangste over for sorg.

– Vi danskere har svært ved at håndtere sorg, og vi er rædselsslagne for at gå ind i andre menneskers lidelse. For dem, der sørger og har mistet, bliver det en dobbeltsorg, både fordi de har mistet, og fordi folk ikke tør tale om den døde. Vi er bange for, at folk bliver kede af det, men så kan vi jo trøste dem, påpeger Helena Hauge.

Hun oplever til gengæld, at udlændinge udviser respekt.

– Jeg har bl.a. oplevet, at nydanskere og polske håndværkere stopper op. Jeg tror, det skyldes, at de kommer fra lande, hvor man har større respekt for kirkelige islæt. De holder fast i nogle af de gamle traditioner med at vise respekt. Alting glider jo lidt herhjemme, og vi er så verdsliggjorte. I mange andre lande har man større respekt for døden og mennesker i sorg, fortæller Helena Hauge.

Man tager ikke fejl af en rustvogn

Ud fra hvad hun hører fra kolleger, mener hun ikke, at det er et københavnerfænomen. Det sker også i provinsen, at folk ikke viser hensyn. Hun er ikke meget for løsninger, hvor man f.eks. afspærrer vejen med kegler eller markerer rustvognen eller bilerne i et begravelsesfølge.

– Jeg tror ikke, man tager fejl af en rustvogn. Det er meget tydeligt, at der en kiste indeni med masser af blomster ovenpå. Så kan det næsten ikke gøres mere klart. Og når biler kører langsomt bagefter, bør det være klart, at de indgår i et begravelsesfølge, siger Helena Hauge.

Hun har det med som en del af konfirmationsforberedelsen at fortælle unge om, hvad der sker, når man tager afsked med den døde, og hvorfor det er forstyrrende, hvis folk ikke viser hensyn og holder tilbage på cykel eller i bil.

Bedemand Solvejg Ritzau opfordrer trafikanter til at vise respekt for de pårørendes skyld:

– De står i en situation, hvor de ikke vil reagere og lave en scene, så de nøjes med at ryste på hovedet af folks opførsel. Derfor er det vigtigt, at man viser respekt og holder tilbage i bilen eller lige står af sin cykel og trækker væk, hvis man ser en rustvogn ved en kirke eller på en kirkegård.