Jesper er blind: Se mig i trafikken!

Den hvide stok bankes i fortovet fra side til side med næsten rytmisk præcision: højre, venstre, højre venstre. Den følger føddernes bevægelse – bare modsat og en lille meter længere fremme ad fliserne. Når Jesper Bentil Holten tager et skridt frem med højre fod, har han allerede afsøgt området med sin blindestok, der nu er i venstre side for at tjekke for eventuelle forhindringer, inden han tager næste skridt med venstre fod.

Med indøvede bevægelser sørger han for, at området foran ham er farbart og uden cykler, skilte, skraldespande og alle de ting, vi andre nemt ser og går i en bue uden om.

Men sådan er det ikke for Jesper Bentil Holten. Han blev født tre måneder for tidligt, og det gik ud over hans evne til at se. Hele livet har han været stort set blind, men har kunnet se lys og skygger med sit højre øje. For syv år siden forsvandt synet helt, og han er afhængig af enten at følges med en seende eller at benytte sin stok.

– Når seende hører en lyd, kan de hurtigt kaste et blik over skulderen og se, hvad der sker, eller de kan få øjenkontakt med andre. Den mulighed har jeg ogsvagsynede jo ikke, så min stok er også et signal til andre om, at jeg har et synshandicap, siger Jesper Bentil Holten.

Vi møder ham ved togstationen i Lyngby ved København for at få et indblik i hans udfordringer med at være blind fodgænger i trafikken. Det er formiddag på en hverdag, men alligevel er trafikken hektisk.

Der er biler og lastbiler i rigelige mængder på de veje, der er åbne, da flere andre i byen er spærrede pga. etablering af hovedstadens nye letbane.

– Normalt forbereder jeg mig, når jeg skal alene til et nyt sted. Jeg kan bruge forskellige apps til blinde og svagsynede til at planlægge min rute, der ikke nødvendigvis er den korteste, men derimod den sikreste. Så har jeg bl.a. en idé om, hvor mange store veje jeg skal krydse. Men hvis det er et sted, jeg ikke skal besøge igen lige foreløbig, er der ingen grund til at bruge kræfter på at lære en lang rute, forklarer Jesper, der er medlem af forretningsudvalget i Dansk Blindesamfund og bl.a. har tilgængelighed og hjælpemidler som ansvarsområde.

Faldet i huller to gange

Jesper har ikke forberedt sig på besøget i Lyngby, og i det første fodgængerfelt, han skal krydse alene, går det bogstaveligt talt lidt skævt. Han ender en smule ude på kørebanen, og vi hjælper med at rette op. Desuden er det en lidt utraditionel overgang, hvor man først går ud til en „ø“, hvor feltet deler sig i to. Så det er ret umuligt at vide, hvor man skal hen, når man ikke kan se.

– Normalt går jeg frem til krydset og stopper ved kantstenen og får en fornemmelse af, hvor der er en stander, så jeg er sikker på, at jeg står rigtigt til at komme over vejen. Så står jeg ofte og lytter til krydset et par gange, så jeg får en fornemmelse af rytmen mellem rødt og grønt lys. Når der er biler, der støjer parallelt med min retning, så ved jeg, at jeg er på vej det rigtige sted hen. Ellers spørger jeg andre, om det er sikkert at gå over, eller om de vil hjælpe og følge mig over, forklarer Jesper.

Vi fortsætter på en strækning, hvor fortovet er et såkaldt københavnerfortov med en stribe med brosten mellem to rækker af fliser. Brostenene er en fin ledelinje, som blinde kan følge med stokken, men ikke sjældent er der forhindringer i vejen.

En af dem kommer vi forbi efter nogle hundrede meter, hvor fortovet er gravet op, og der er et hul på ca. tre kvadratmeter. Det er ganske vist afspærret, så Jesper Bentil Holten risikerer ikke at falde i, men han må ud på cykelstien, og her må vi hjælpe og gelejde os forbi en modkørende cykel.

– Jeg er faktisk kommet forbi sådan nogle huller, hvor der ikke har været ordentlig afspærret. Jeg er faldet i to gange. Jeg brækkede ingen knogler, men jeg fik hudafskrabninger, og man bliver meget forskrækket. Heldigvis har jeg ikke været ude for noget, der er værre, selvom jeg nogle gange er kommet til at gå ud på vejbanen.

Skemaet viser resultatet af en undersøgelse foretaget blandt medlemmer af Dansk Blindesamfund i okt./nov 2024. Blandt de 103 respondenter er 80 procent enten blinde eller stærkt svagsynede med en synsrest på maks. 10 procent.

Elbiler kommer snigende

Det er de lydløse i trafikken som cyklisten, der kom forbi os, der er farligst for Jesper. For hvis han overhovedet opdager dem, er det meget sent og måske for sent til at reagere. Et nyt problem er, at elbiler i stigende grad kommer snigende næsten lydløst ud på vejene.

Det er fantastisk for den grønne omstilling, men knap så fantastisk, hvis man ikke kan se, når de kommer kørende. 6 ud af 10 blinde og svagsynede angiver i en undersøgelse, at lydløse køretøjer får dem til at føle sig utrygge i trafikken.

– Jeg er blevet forskrækket mange gange af elbiler, fordi de laver en ret lav lyd, der drukner i baggrundsstøj. De skaber en utryghed, også fordi de kan accelerere så hurtigt. Det samme gælder elcykler og elløbehjul. Det er stort set umuligt at høre, når de kommer, siger Jesper Bentil Holten.

Han nævner også, at det er problematisk, hvis folk slår lyden fra på deres elbil.

Siden juli 2021 har alle elbiler, der sælges i EU, skullet være udstyret med et såkaldt AVAS (acoustic vehicle alerting system), der udsender en kunstig akustisk lyd. Ifølge EU-krav skal elbiler udsende en lyd på mellem 56 og 76 dB, når de kører under 20 km/t. Både når bilen kører fremad, og når den bakker. Kører bilen hurtigere, vil støjen fra dækkene svare til lyden fra andre biler. I nogle elbiler fra før 2021 er det muligt at slå den kunstige lyd fra, så de bliver så godt som lydløse.

– Det kan jeg kun opfordre til, at folk lader være med at gøre. Bilernes lyd er afgørende for, at vi kan afkode trafikken. Det kan især være svært for ældre, der ikke har været blinde hele livet, men er blevet svagsynede og derfor ikke er så trænede i at bevæge sig med synshandicap i trafikken, påpeger Jesper Bentil Holten.

Dyt ikke af en blind

Vi er efterhånden kommet op på hovedgaden i Lyngby. Her møder vi et andet problem, som blinde og svagsynede oplever flere steder, nemlig at fortov, p-pladser i siden af vejen og vejbelægning går ud i ét.

Selvom belægningen ikke er ens, da der er forskellige fliser og sten, kan Jesper Bentil Holten ikke mærke med sin stok, om han går blandt mennesker på fortovet eller er ude på kørebanen.

– Når der ikke er niveauforskel, kan jeg nemt fare vild og risikere at gå ind i en parkeret bil eller at gå ud på vejbanen. Her sker der så, at folk dytter af mig, men det er ret dumt, for jeg ved jo ikke, om de dytter af mig, og hvis de gør, så fortæller det mig kun, at jeg måske er ved at blive kørt ned. Det vil være meget bedre, hvis de ruller vinduet ned og fortæller mig, hvor jeg skal gå hen for at komme i sikkerhed. Det sker også, at folk er venlige og stiger ud af deres bil for at følge mig ind på fortovet.

Se op fra mobilen

Men det er ikke kun dem inde i bilerne, der kan være et problem, når de fra distancen forsøger at hjælpe uden egentlig at hjælpe.

På fortovet kan fodgængere også være helt væk, når de er optaget af deres mobiler.

– Hvis jeg nu kan høre, at der går rigtig mange mennesker foran mig, på en gågade f.eks., så har folk opmærksomheden alle mulige andre steder, på deres telefon f.eks., eller de går og snakker. Det er jo helt fair, og så kan det være, jeg banker stokken ned i jorden for lige at signalere, at her kommer der en farlig blind, siger Jesper Bentil Holten og griner.

Netop stokken er hans bedste redskab. Ikke kun fordi han finder vej med den, men også fordi den sender et signal, som alle kan se og forstå. Derfor ville han ønske, at flere med synshandicap ville benytte den.

– De færreste er født blinde, så de bliver svagsynede senere i livet og er måske forfængelige i forhold til at gå med stok. Men det er problematisk, for så kan folk ikke vide, at de skal tage hensyn til dem, og vi blinde og svagsynede er afhængige af, at bilister og andre trafikanter viser hensyn til os.