Du tvinges nu til højre på motorvejen: Nyt tiltag vil koste bilister dyrt

Der er hjælp på vej til bilister, som ikke kan finde ud af at holde til højre på motorvejen. Men løsningen er ikke billig, og den kommer til at koste for alle ejere af ældre benzin- og dieselbiler.   

Trafikforsker står på en motorvejsbro og peger på midtersporet.
Bilist

Bemærk: Dette er en aprilsnar. 

Midtersporet på motorvejen er blevet danskernes trafikale hyggekrog. Her tøffer bilister langsomt afsted, selvom højresporet er frit, og reglerne er krystalklare: Hold til højre, når det er muligt.

En undersøgelse fra Vejdirektoratet har tidligere vist, at danske bilisters største frustration i trafikken er medtrafikanter, der ikke trækker ind til højre.

Trods gentagne kampagner målrettet venstresøgende bilister har det ikke hjulpet, og problemet er ikke isoleret til Danmark. I andre europæiske lande generes trafikken også af bilister, som ikke kan finde ud af at holde til højre.

Det skaber risikabel adfærd som overhalinger højre om, kraftige opbremsninger og dårlig fremkommelighed, som har enorme samfundsøkonomiske omkostninger.

Men nu er der en løsning på vej, da EU er ved at behandle et lovforslag om automatisk vognbaneskift for bilister, som ikke selv kan finde ud af at trække ind i højre spor på motorvejen.

Arbejdsgruppen bag lovforslaget består af 12 eksperter og trafikforskere, heriblandt danske Gorm Stenbakke, som er anerkendt for sit arbejde med at oversætte menneskelig adfærd til maskinlogik i trafikale systemer.

De fleste har hørt om begrebet curling-forældre, der baner vejen for deres børn. Men på vejene er der faktisk mange forældre og andre bilister, som selv har brug for at blive ’curlet’ ind til højre. Nu skal vi bruge teknologien til at give dem et lille skub, forklarer han.

Hele vognparken i EU skal opdateres

Mange moderne biler har i dag masser af teknisk udstyr og bl.a. vognbane-assistent, der sørger for at holde bilen i én vognbane på f.eks. motorvejen. Med en opdatering af vognbane-assistenten kan den få tilført funktionen ’curling’.

Herefter vil bilerne automatisk trække ind til højre på motorvejen, hvis bilisten ikke selv har tænkt over at gøre det, og der naturligvis er fri passage.

Gorm
Trafikforsker Gorm Stenbakke præsenterer her en del af løsningen for de biler, som ikke har en vognbaneassistent i dag. Det vil koste ejerne af ældre benzin- og dieselbiler mellem 10.000 og 15.000 kroner, hvis deres biler skal opdateres, så de fortsat vil være lovlige i 2028. 

Systemet er testet i flere europæiske lande og også på en forsøgsstrækning ved Kolding, hvor udvalgte bilister frivilligt deltog uden at vide præcis, hvornår teknologien blev aktiveret.

– Jeg lå egentlig bare og hyggede mig i midten af motorvejen, som jeg plejer. Men så begyndte bilen at trække lidt til højre. Jeg tænkte først, det var sidevind, men det føltes bare så rigtigt, forklarer Henrik Rechts, som deltog i forsøget.

Ifølge lovforslaget er det hele vognparken i EU, som skal have opdaterede vognbaneassistenter inden for en tre-årig periode.

Teknisk set er det ikke en kompliceret opdatering på moderne biler og især elbiler. Men det vil naturligvis blive en udfordring for ældre benzin- og dieselbiler, hvor ejerne kan se frem til udgifter på cirka 10.000-15.000 kroner til indkøb af sensorer og anden teknik. Men det er en lille pris at betale for, at samfundet kan komme problemet med midterbane-mani til livs, forklarer Gorm Stenbakke.

FDM foreslår detox-løsning

Hos FDM vækker forslaget ikke begejstring:

– Venstrekørsel er en velkendt udfordring, men FDM mener ikke, at bilisterne igen skal rammes af afgift-hammere og dummebøder. De betaler rigeligt i forvejen. Derfor har vi taget initiativ til et kursus, som skal afhjælpe problemet, forklarer Dennis Lange, chefkonsulent hos FDM.

Kurset hedder Midterbane-Detox, og det foregår på FDM Sjællandsringen og FDM Jyllandsringen. Her arbejder man med både teori og praksis på en lukket bane med tre spor, hvor kun det højre er åbent. Det er forbudt at køre i de andre spor.

– Der er en dyb, irrationel frygt for højresporet. Derfor fortæller vi deltagerne: Det er ikke farligt. Det gør ikke ondt. Du må gerne være der. Og så begynder forandringen. Vi har haft folk, der efterfølgende ikke kan stoppe med at trække ind til højre. Én deltager blev faktisk i højresporet hele vejen hjem til Odense efter at have deltaget i kurset, siger Dennis Lange.

Selvom FDMs Midterbane-Detox allerede viser effekt, er det ikke noget, som trafikforsker Gorm Stenbakke mener er nok.

– Det ville være skønt, hvis et kursus kunne løse problemet. Men lad os være ærlige: Der findes stadig bilister, som kigger på højresporet, som var det lava i et spil 'jorden er giftigt'. Der er brug for teknologi, som kan få trafikken til at glide bedre. Der er ganske enkelt brug for curling, forklarer han.

Hvis lovforslaget går igennem, betyder det, at biler uden vognbaneassistent med curling vil være ulovlige at køre på motorvejsstrækninger fra 1. april 2028.

Har du brug for hjælp? 

Husk, at du som medlem af FDM kan få rådgivning af biltekniske og juridiske eksperter, hvis du har spørgsmål til bl.a. reparation, værkstedsregning og dine rettigheder som forbruger.

Få rådgivning