Det kan give enhver bilist hjertebanken. Tanken om, at man på en havn sætter bilen i det forkerte gear eller træder på den forkerte pedal, og pludselig ender bilen i vandet. Synker den straks? Skal man åbne døren eller vinduet? Hvor lang tid har man, og kan man overhovedet komme ud?
Spørgsmålene er mange, og for at få et godt svar har FDMs søsterklub ADAC kørt en benzinbil og en elbil i vandet. Formålet er at finde ud af, hvordan man skal agere i situationen, hvordan bilen reagerer, og om der er forskel på elbiler og benzinbiler, når de er „på dybt vand“.
Baggrunden er trist og bekymrende. I Danmark har Beredskabsstyrelsen ikke tal på, hvor mange biler der kører i vandet. Men ADAC kender til 33 tilfælde fra 2024 i Tyskland, hvor i alt 11 personer mistede livet. Her var det ikke mareridtet fra havnen, der var situationen.
I ni af tilfældene endte bilen i „stående vand“ – f.eks. en sø eller dam. Og i hele 20 tilfælde endte ulykken i vand i bevægelse som f.eks. en flod eller en kanal.
Video: Sådan foregik testen
Større risiko for at køre i vandet
Netop de 20 tilfælde bekymrer. For de skyldes, at der i Europa kommer stadig flere tilfælde af voldsomt vejr, der blandt andet forårsager oversvømmelse. Sidste sommer blev lande som Tyskland, Østrig, Italien, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn ramt af voldsomme oversvømmelser. Og i den spanske by Valencia druknede bilister i parkeringskældre, hvor de blev fanget af de pludseligt strømmende vandmasser.
Scenariet, hvor man kører i havnen, fylder måske mest hos de fleste, men det er ikke det mest sandsynlige. Ofte „falder“ bilen nemlig ikke i vandet, men den kører ud i det. F.eks. hvor bilen skrider ud i vandet i forbindelse med en ulykke. Her viser svenske studier ifølge ADAC, at kun 8 pct. af de døde i disse tilfælde var alvorligt skadede i de sunkne biler. De andre druknede i bilen – og i 65 pct. af tilfældene var vandet mindre end to meter dybt.
Samtidig viser en canadisk undersøgelse af bilisters viden om, hvad man skal gøre, hvis bilen kører i vandet, at de undervurderer faren. 72 pct. af de adspurgte tog fejl af, hvor lang tid der går, før bilen synker. Dem, der troede, de havde kort tid, ville gå i panik, og dem, der troede på længere tid, mente, at de havde tid til f.eks. at lave alarmopkald. Begge dele uhensigtsmæssige i situationen.

Bilen synker efter 3-4 minutter
Alt dette kaster ADAC’s tests lys over. Her er udgangspunktet, at testbilerne kører ud i vandet ad en rampe. I virkeligheden kan bilen naturligvis ramme vandet på anden vis, og så kan resultaterne og rådene til at sikre sig være anderledes. Men går det som i testen, tager det 3-4 minutter, før bilen synker. ADAC’s råd er dog, at man kommer ud af bilen inden for det første minut.
Fremgangsmåden er, at man åbner sikkerhedsselen og ruller sideruderne ned hurtigst muligt. Er der børn med, redder man dem ud ad førerens siderude først. Derefter „stiger“ man selv ud ad det åbne vindue.
Den gode erfaring er, at elruderne fungerer, selvom bilen er i vand. Men kan man ikke åbne ruderne, er den bekymrende konklusion, at det er meget svært at smadre dem, medmindre man har særlige redskaber. Og hvis bilen har forstærkede ruder, skal man ikke regne med at kunne smadre dem overhovedet.

Seler, ruder, passagerer, ud!
Sidder man i bilen, når den synker til bunds, er udsigterne til gengæld ikke gode. Nogle tror, at man blot skal blive siddende og lade vandet sive ind, så man til sidst kan åbne dørene og stige ud.
ADAC’s test viser dog, at trykket først er udlignet efter 4,36 minutter – og på det tidspunkt har ens hoved været under vand i 1,37 minutter, og de færreste kan holde vejret og holde hovedet koldt så længe.
Det vigtigste er dog, at man er forberedt. Både så man kan undgå panik, og så man ved, hvad man skal gøre. ADAC anbefaler derfor, at man mentalt øver proceduren: seler, ruder, passagerer, ud!
Konklusioner fra testen
Det er ikke farligere at køre i vandet i en elbil end i en benzinbil, viser ADAC’s test. I begge tilfælde skal man dog søge ud af bilens sideruder så hurtigt som muligt. Ellers viste testen at:
- Elbiler og benzinbiler opfører sig ret ens, efter at de har ramt vandet.
- Det tager mellem tre og fire minutter, før bilen er sunket helt. Tiden afhænger af, hvilke vinduer og døre der åbnes.
- Der er ikke risiko for, at højvoltsbatteriet i en elbil giver stød. Alt efterfølgende arbejde med bilen skal dog følge proceduren for arbejde med forulykkede elbiler, herunder en frakobling af batteriet.
- Der er ikke risiko for overophedning af elbilens højvoltssystem, men der blev målt varmeudvikling omkring 12-voltssystemets sikringsboks.
- 12-voltssystemet var i funktion under hele testen – selv efter at bilen havde været over 10 minutter i vandet.
- Nødhammer virker fint over og under vand på almindelige sideruder. Den er dog ikke i stand til at knuse ruden, hvis det er en dobbeltlamineret siderude.
- Ruder med dobbelt glaslag er gode til at isolere mod støj, og de sikrer mod indbrud i bilen. Men de er så godt som umulige at smadre inde fra kabinen uanset metoden.
- Der går over fire minutter, før der er sket en trykudligning mellem kabinen og vandet udenfor, hvorefter døren kan åbnes. På det tidspunkt har hovedet været under vand i 1 minut og 37 sekunder. Man skal derfor ikke afvente, at bilen er fyldt med vand.

Stor forskel på ruder
Nye biler er i dag udstyret med forskellige typer sideruder, alt efter hvilken model og hvilket udstyrsniveau der er tale om. Ofte er elbiler udstyret med sideruder med dobbeltglas eller lamineret glas, som det også kaldes. Der findes flere forskellige opbygninger af glasset, men testen viser, at det kun er enkeltglas, der kan smadres, mens de laminerede sideruder ikke kan smadres. Et symbol i glassets hjørne viser, hvilken type af ruder ens bil er udstyret med.

Det betyder symbolerne
Romertallet i koden er opdelt i en klassificering:
I = sikkerhedsglas
I/P = sikkerhedsglas + tonet (coated)
II eller // = lamineret glas
II/P = lamineret glas + tonet (coated)
III = hærdet, lamineret glas med ekstra styrke
III/P = hærdet, lamineret glas med ekstra styrke + tonet (coated)
Testen viser, at det kun er glas med koden I eller I/P, der kan smadres fra kabinen.
Vil du blive bedre bag rattet?
FDM tilbyder målrettede kurser i køreteknik til både bil, MC, campingvogn og trailer. Som medlem får du naturligvis rabat.