For to år siden fik FDM Jyllandsringen ny asfalt. Nu er turen kommet til omgivelserne på Danmarks største racerbane og køretekniske anlæg, som i 2016 kunne fejre 50 års jubilæum.
FDM Jyllandsringen er af mange kendt som banesportens danske hjemmebane, hvor der fem gange årligt gennemføres officielle motorløb.
FDM Jyllandsringen blev grundlagt i 1966 og er med sine 2,3 km Danmarks længste racerbane og den eneste i Danmark med FIA-godkendelse.
Til hverdag danner FDM Jyllandsringen hvert år ramme for tusindvis af kursister og eventgæster, som enten i privat eller erhvervssammenhæng bruger anlægget til køretekniske kurser, produktpræsentationer, kundeoplevelser, møder og meget mere.
Læs også: FDM Jyllandsringen 50 år
Får tidssvarende faciliteter
”Udover at danne ramme for dansk motorsport byder FDM Jyllandsringen på mange muligheder. Men vi må konstatere, at vores bygninger er ved at være nedslidte og ikke helt giver kursister og gæster den oplevelse, vi ønsker, de skal have,” siger afdelingschef for FDM Jyllandsringen, Betina Engholm, og tilføjer:
”I dag kommer de fleste primært på FDM Jyllandsringen i forbindelse med aktiviteter på banen. Med en ny eventbygning gør vi imidlertid ikke bare vores faciliteter mere tidssvarende og attraktive, for de mange, som allerede i dag bruger FDM Jyllandsringen. Vi får også mulighed for at byde velkommen til dem, der søger spændende og anderledes omgivelser til et møde, et firmaarrangement eller en fest.”
Del af fremtidsplan
I 2010 blev FDM Jyllandsringen en del af de 1001 danske kulturarvsfortællinger på Kulturstyrelsens side om steder, der har været med til at præge den danske kultur.
Den nye eventbygning bliver en udvidelse af den eksisterende, hvilket betyder, at den oprindelige bygning fra 1966 rives ned. Anlæggets mange små bygninger vil efter ombygningen i stedet fremstå som en helhed bygget i et indbydende og moderne design.
Derudover indeholder fremtidsplanen også et nyt ankomstområde, et nyt dommertårn samt etablering af en støjvold.