
Miniklassens klassiker er kampklar i en ny generation. Det var også på tide.
Den nuværende Polo er en ældre spiller med otte år på bagen. Det er en høj alder for en bil. Men alderen har ikke tynget særligt – Polo er i Danmark den tredje mest solgte – 3.200 styks i årets første fem måneder.
Klar til november - sammen med nye konkurrenter
Når Polo 6 ankommer til Danmark til november, bliver det i kølvandet på en flodbølge af andre nye minier: Ibiza, Rio, Yaris, Fiesta og C3. Fabia og i20 følger kort efter.

SE OGSÅ: Spansk minibil har store ambitioner
Polo vokser markant – otte cm i længden og ni cm i akselafstand. Det er præcis det samme som Seat Ibiza, og det betyder rigtig fin plads i kabinen.
Også bagagerummet har fået et solidt nøk opad, til 351 liter – 25 procent mere end før. Også her svarer det til Ibiza, som dog ligger fire liter foran.

Helt ny platform
Også når det gælder teknologi, tager Polo et tigerspring fremad – akkurat som Ibiza lige har gjort. Begge baserer sig på Volkswagens nye A0-platform, en miniudgave af koncernens MQB-arkitektur.
Det betyder ankomsten af automatisk nødbremse i den avancerede udgave, blindvinkelalarm, otte tommer midterskærm, fuldt digitalt instrumenthus i form af koncernens helt nye ”Active Info Display”, justerbar sportsundervogn, adaptiv fartpilot og LED-forlygter.

Fra 75 til 200 hk
Motorprogrammet vil som sædvanlig spænde vidt – fra 75 hk trecylindret 1.0 MPI til 200 hk 2.0 TSI i GTI-versionen. En interessant nyhed til foråret 2018 er 1.5 TSI med cylinderfrakobling og 150 hk.
Den danske importør har allerede en ’startpris’ klar: 164.000 kr. for en 75 hk Trendline. Otte tommer skærm er standard i alle udgaver.

SE OGSÅ: VW Arteon - den sexede Passat