Et nyt kapitel i BMWs rejsebog mod den elektriske fremtid er blevet åbnet. Midt i verdens største elbilmarked, det kinesiske, viser BMW en rent batteridreven udgave af den mellemstore X3-SUV.
Det er en interessant udvikling, for dermed opgiver BMW at holde de rent elektriske biler i det særlige i-reservat, som blev skabt for otte år siden med (forløberen for) i3.
Flere af BMWs gængse modeller findes om opladningshybrid, men nu smides forbrændingsmotoren helt ud i flere af dem.
Se mere: Volvo sætter strøm til samtlige biler
- Vi bruger konceptet til at udsende det budskab, at ren elkørsel med drivline-teknik udviklet af BMW snart vil få sin debut i de gængse kernemodeller, siger BMW i en pressemeddelelse.
- Det er et varsel om, at en fleksibel konstruktion i fremtiden vil gøre det muligt, at samtlige modeller i programmet kan forsynes med forbrændingsmotor eller komme som opladningshybrid og ren, batteridreven elbil.
Med premiere på Beijing-udstillingen lancerer BMW X3 som elbil, indtil videre i konceptform. iX3 kaldes modellen og bevarer dermed en forbindelse til i-undermærket.
Se mere: BMW i8 blander strøm og benzin
Det gælder også designet, hvor særligt fronten har klare elementer fra den elektriske i-familie.
iX3 har en kraftig elmotor på 200 kW (270 hk), og rækkevidden på strøm bliver officielt ’over’ 400 km. Det er ifølge den nye, mere strikse WLTP-norm.
Produktionen skal ske hos BMWs kinesiske partner, BMW Brilliance Automotive, og det lader til, at det kun er her, bilen skal bygges. Dermed vil kunder i Europa og Nordamerika få deres bil fra Kina.
Dermed slutter BMW sig til Volvo, der i dag udelukkende fremstiller S90 i Kina. Også Volvos første deciderede elbil skal kun bygges i Kina og eksporteres derfra til hele verden.
Se mere: BMWs nye baby er født helt elektrisk