Toyota tager livet af Avensis

Toyotas klassiker i jobklassen, Avensis, udgår snart. Dermed bliver den endnu et offer for de europæiske premiummærkers fremgang. Men Toyota giver til gengæld comeback til Camry, i hvert fald i andre europæiske lande.

Toyota Avensis som stationcar.
Nyt om biler

Med stærkt faldende salg og reelt kun til salg i én region, nemlig Europa, er det historien om en forudsigelig død: Toyota Avensis udgår. Det sker formentlig omkring årsskiftet.

Dermed følger Toyota efter Honda, som har opgivet Accord i Europa. Og ifølge ubekræftede oplysninger bliver den nuværende Ford Mondeo den sidste. Peugeot og Citroën gør dog nu et nyt forsøg.

Se mere: Honda dropper Accord

Crossovers og premiummærker presser

De almindelige bilmærker er hårdt pressede i den klassiske firmabilsklasse, dels af premiummærkerne, dels af crossoverbølgen.

Toyota Avensis sedan.
Toyota Avensis i den nuværende generation stammer helt fra 2008 og når altså at blive ti år. Bilen fik et mindre facelift i 2012 og et stort i 2015. På det tidspunkt har Toyota formentlig vidst, at det ville blive sidste gang. Stationcar er den langt mest populære Avensis-variant i Danmark og formentlig i Europa som helhed. Fotos: Toyota

Sidste år solgte Toyota blot 25.000 Avensis i Vesteuropa ifølge bildatafirmaet Jato. I 2005 var det 120.000.

Find Toyota-modeller på FDM biler.dk

Danmarks mest solgte

På det tidspunkt var Avensis en af de mest solgte biler i Danmark.

På det tidspunkt var Avensis en af de mest solgte biler i Danmark. I 2005 lå den nr. to og i 2006 blev Avensis den allermest solgte bil med 5.700 styks. I 2017 nåede salget blot 1.200, hvilket rakte til plads 56.

Se mere: Mere sikkerhed Toyota Avensis

Men selv om den britisk byggede Avensis nu udgår, opgiver Toyota ikke helt den mellemstore sedanklasse.

Camry-comeback efter 14 år

Toyota Camry i US-version.
Toyota Camry i den nyeste generation. Designet bliver ikke ændret nævneværdigt til Europa. 

Fra begyndelsen af 2019 relanceres den lidt større Camry, 14 år efter at den senest blev solgt på vores kontinent. Det sker med import fra Japan.

Den nuværende Camry er kun et år gammel og baseret på Toyotas nye TNGA-platform, der også bruges til Prius og C-HR. Det er altså et helt moderne teknisk basis.

Én hybrid, ingen diesel

Europæiske kunder tilbydes kun én motorversion. Det er en hybrid med 2,5 liters benzinmotor og forsynet med trinløst CVT-gear. I den japanske version yder de to motorer 175 hk.

Se mere: Japanske mærker dropper diesel

Motor mener

Toyota giver ikke op så let i firmabilsklassen. Men det er op ad bakke for den japanske gigant at lancere et japansk-amerikansk produkt her, selv om det givetvis proppes med udstyr.

Fraværet af diesel kan Toyota leve med, men ingen stationcar er et større problem. Camry ligner et nicheprodukt for leasingselskaber.

Der bliver også kun én karrosseri-variant, sedan. Stationcar bruges ikke i Japan og USA.

USAs mest solgte bil

Netop i USA er Camry særdeles populær. I adskillige år i træk har den været den mest solgte personbil.

Motor har endnu ikke haft mulighed for at prøvekøre den nuværende Camry, og den danske importør har ikke besluttet, hvorvidt Camry skal sælges i Danmark.

Se mere: Toyotas bud på fremtiden