Her er bilerne, Løkke vil have, vi skal køre i

I 2030 skal det være slut med benzin- og dieseldrevne biler i Danmark. Motor tog en tur til Stuttgart for at møde Mercedes-Benz på hjemmebane, så mærket kan vise os, hvad det så er, vi skal køre i. Det så slet ikke så tosset ud.

Mercedes-Benz EQ-serie
Fotograf:

Foto

Mercedes-Benz
Nyt om biler

Der er lys forude for både de danske bilister og de grønne biler. Det kunne Mercedes-Benz demonstrere over for Motor, da vi opsøgte et af verdens største premiummærker for at høre, hvordan det vil løse den opgave, den danske regering har stillet bilverdenen: Om 12 år må vi danskere ikke længere købe nye biler, hvis de ikke har en eller anden form for elmotor indbygget i drivlinjen, og om 17 år skal det være helt slut med at hælde benzin eller diesel på en ny bil.

logoMercedes' nye motornavne

EQ – Dette er navnet på de batteridrevne biler

EQ Power – Dette tilnavn findes på modeller med Plug-in teknologi samt på den nye brintbil

EQ Boost – Dette tilnavn er på de biler, der får den nye 48-Volt teknik, som også benævnes mild-hybrid teknik

Den opgave syntes ikke at være et problem for Mercedes’ hovedkontor i Stuttgart, for her er man allerede nu klar med de første bilmodeller, der lever op til de nye krav. Og der står endnu flere modeller klar i kulissen, og de skal inden 2025 afløse alle de traditionelle biler, vi kender i dag.

Læs også - FDM mener: Skal vi sige farvel til benzin- og dieselbiler?

Med andre ord vil det i 2030 ikke være muligt at købe en bil fra Mercedes-Benz, der ikke lever op til regeringens målsætning. Lidt værre ser det ud i 2035, hvor alle nye biler i Danmark ikke må køre på benzin eller diesel, men sådanne biler har den tyske bilproducent også allerede klar – blot i lidt færre versioner.

Tre niveauer af eldrift

Det bliver fire teknologier, der kommer til at dukke op i de nye biler, og de skal alle sælges under det nye EQ-navn, som Mercedes for nyligt har lanceret i forbindelse med lanceringen af mærkets nye elbil.

EQ-logoet står alene på de biler, der udelukkende kører på batterier. Det er for eksempel den nye elbil EQ C. ’EQ Power’ er et tilnavn på de biler, der anvender en plugin-teknologi sammen med enten en benzin- eller en dieselmotor, og det er f.eks. den nye E300e EQ Power. Mens ’EQ Boost’ er tilnavnet på de biler, der har den mere milde 48-volts hybridteknologi ombord.

Med andre ord vil det i 2030 ikke være muligt at købe en bil fra Mercedes-Benz, der ikke lever op til regeringens målsætning.

Får regeringen sin vilje, må EQ Power og EQ Boost sælges i Danmark frem til 2035, mens det kun er EQ, der må sælges herefter. En undtagelse er den nye brintbil, der får navnet F-Cell EQ Power, fordi den også har et batteri. Den vil under alle omstændigheder være en ’nuludledningsbil’ og må derfor også sælges efter 2035.

For alle EQ-bilerne handler det om at få CO2-udledningen ned, uden at man af den grund står med en bil, der ikke lever op til de kvaliteter, det tyske luksusmærke ellers er kendt for. Der er derfor masser af sjov og power i de biler, Motor har haft lejlighed til at køre.

Brintbil fra Mercedes
Brintbilen er baseret på GLC-modellen, og betegnes F-Cell EQ Power. Under motorhjelmen findes en brændselscelle, der blander den medbragte brint med ilt fra luften, så der dannes strøm og vand.

Udstødningen er det rene vand

Brintbilen, Mercedes-Benz GLC F-Cell EQ Power, opleves virkelig som en køreglad bil. Takket være det indbyggede batteri, er der god respons, når man træder på speederen, og man hører ikke meget til den kemiske reaktion, der foregår ude i ’motorrummet’, hvor den medbragte brint blandes med ilt fra den omgivende luft, så der dannes strøm og vand. Strømmen ledes til elmotoren ved baghjulene, og vandet ledes ud på vejbanen under bilen.

Læs også: Elektrisk crossover kører laaangt på en opladning

Den nye brintbil er netop sat i serieproduktion, og den ventes til Danmark inden for få måneder. Vi kender endnu ikke økonomien i projektet, men ifølge fabrikkens repræsentanter kan man endnu kun lease bilen. Konkurrenterne til brintbilen er brintbiler fra Honda, Toyota og Hyundai, og de koster i omegnen af 600.000 kroner. Det er dog uden registreringsafgift, da brintbiler endnu er fritaget for denne skat.

Dieselhybrid
Både S-, E- og C-klassen fås nu med plug-in teknologi. Disse biler får tilnavnet EQ Power, og bilerne er i alle tilfælde forsynet med et batteri, der fuldt opladet giver op til 50 km kørsel på el. Herefter starter benzin- eller dieselmotoren. Benzinudgaven hedder 300e mens dieseludgaven hedder 300de.

Plugin-hybrider med benzin og diesel

De nye EQ Power modeller med plugin-teknologien er de kendte C, E og S-modeller. I alle udgaver er det samme elmotor og batteri, der benyttes, og elmotoren er placeret mellem motoren og gearkassen og kan enten arbejde alene eller sammen med forbrændingsmotoren. Batteriet giver i alle tre modeller nok strøm til omkring 50 km kørsel på el alene.

Både EQ Power og EQ Boost modellerne er på vej i produktion nu.

I C- og E-modellerne er elmotoren koblet til enten en firecylindret benzin- eller dieselmotor. Det sidste er ret unikt og udtrykker Mercedes’ tro på, at dieselmotorens fremtid rækker helt frem til 2035 i Danmark og endnu længere i andre lande.

I S-modellen er elmotoren koblet til en sekscylindret benzindrevet rækkemotor og skal på den måde gøre det ud for en V8’er. På den måde kan man sige, at man også her sparer brændstof, selvom man nok ikke ligefrem vil kalde den kombination grøn.

Tankning
Fra og med 2035 skal vi kun køre i elbiler eller brintbiler herhjemme. Motor besøgte Mercedes for at høre om det er realistisk. Det var det, og allerede i denne måned lancerer det tyske bilmærke sin første serieproducerede brintbil.

Alle andre får mild-hybrid

Her er de nye modeller

Mercedes-Benz lancerer i de kommende måneder biler, der allerede nu vil leve op til de nye krav, der ifølge regeringen kommer til at gælde i 2030 og 2035.

Disse kan sælges frem til 2030:
Alle de modeller vi kender i dag

Disse kan kun sælges frem til 2035:
Alle modeller med mild hybridteknik (EQ Boost)
Alle modeller med plug-in teknik (EQ Power)

Disse kan sælges både nu og efter 2035:
Alle modeller med batteridrift alene (EQ)
Brintbilen F-Cell (EQ Power)

Mercedes-Benz har meldt ud, at man fra 2025 kun bygger elektrificerede biler. Det er dog ikke det samme som biler, der kun kører på el, og forklaringen kommer her: Biler med benzin- eller dieselmotorer, der er kombineret med en lille elmotor, der via en rem kan trække med sammen med motoren, betragtes i denne sammenhæng også som en elektrificeret bil.

De udmærker sig ved, at de man opnå ret store besparelser på brændstoffet, selvom teknikken er ret simpel og ikke særlig dyr. Når man bremser genererer elmotoren strøm, der gemmes i et lille batteri. Når man senere træder på speederen, løber strømmen den anden vej, og elmotoren hjælper med. Ved kørsel ned ad en lille bakke, vil man opleve, at teknikken selv slukker for brændstofmotoren, og elmotoren og batteriet er her nok til at holde bilen kørende.

Læs også: FDMs tema om hybrid- og elbiler

På den måde kan man opnå ret store besparelser, og det er denne teknik, Mercedes vil indbygge i alle sine biler senest fra og med 2025. De sælges under navnet EQ Boost, og det er en teknik, der ofte betegnes mildhybrid-teknik.

Både EQ Power og EQ Boost modellerne er på vej i produktion nu i visse udgaver og kommer til Danmark sidst på året for S- og E-klassens vedkommende og først i det nye år for C-klassens vedkommende. På den måde er Mercedes-Benz klar til at møde de nye danske krav til nye bilers miljømæssige konstruktioner.