Som et af de sidste mærker er Skoda klar med en lille crossover. En city-SUV kalder Skoda sin Kamiq, der får verdenspremiere på biludstillingen i Genève i begyndelsen af marts.
Mens nogle lande ser ud til at få bilen til efteråret, må danske kunder vente en rum tid. Det bliver først i begyndelsen af 2020, at Kamiq introduceres hos os.
Lanceringen kommer to år efter, at søstermærket Seat introducerede sin Arona og også lidt efter VWs tilsvarende T-Cross. Og pionererne Renault og Peugeot når at lancere anden generation af Captur og 2008 inden.
Kamiq ser ud til at få de traditionelle Skoda-dyder i form af god plads og praktiske løsninger.
Skoda Kamiq har en akselafstand, der er otte cm større end i søsterbilen Arona. Det betyder alt andet lige noget bedre benplads ved bagsædet.
Kamiq og VW T-Cross har samme, store akselafstand, mens Skodaen er den største af de tre med en længde på 4,24 meter. Det er ti cm mere end Arona og fire cm mere end T-Cross.
Kamiq ser ud til at få de traditionelle Skoda-dyder i form af god plads og praktiske løsninger.
Se mere: VW T-Cross: rummelig krydsning
Bagagerummet i Kamiq er temmelig stort for klassen, 400 liter.
Helt nye forlygter
Designet varsler til dels en ny stil, særligt forlygterne i to etager. Det er et designelement, som den også helt nye Scala ikke er udstyret med.
Se Motors gennemgang af alle bilnyhederne i 2019
Kamiq fås med LED-forlygter, og for første gang også med ’dynamiske’ blinklys for og bag. Som det kendes fra bl.a. VW og Audi, bevæger blinklyset sig i en løbende bevægelse fra midten og ud mod hjørnet.
Skodas reklamefilm herunder giver et godt indtryk af lygterne.
I kabinen får de ombordværende glæde af en trykskærm på helt op til 9,2 tommer, mens føreren har udsigt til en 10-tommer skærm i instrumenthuset, hvis dette udstyr er tilvalgt.
Den lille Skoda fås også med en masse dejlige, og ikke helt almindelige vinter-funktioner: varme i rattet, varme i forruden og varme i bagsæderne.
Motor mener
Skoda viser virkelig muskler på Genève-udstillingen 2019. Foruden denne vigtige mini-SUV har Skoda premiere på VW Golf-konkurrenten Scala og på en elektrisk konceptbil, der viser mærkets elektriske fremtid, som er tæt på.
Motorprogrammet fokuserer på benzin med tre muligheder: 95, 115 og 150 hk. Kunder med ønsket om diesel tilbydes den velkendte 1.6 med 115 hk og adblue-rensning.
Se mere: Skoda tager skridt op ad stigen: Scala
Blandt sikkerhedsudstyr er en avanceret nødbremse og automatisk nødopkald standard.
Kamiq er baseret på Volkswagens MQB-A0-platform, hvilket formentlig udelukker firehjulstræk.