Efter 30 mio. biler på 45 år er VWs jobklassebil klar til en større opdatering. Når den faceliftede udgave af Passat når Danmark til august, er det ikke på de udvendige linjer, at forandringerne springer i øjnene. Kun kendere vil ane forskellen, der primært omfatter nye for- og baglygter og en ny måde at skrive ’Passat’ hen over bagsmækken.
Men under skallen findes mange fornyelser, der tilsammen gør det muligt at forlænge levetiden for den populære firma- og familiebil, som har fem år på bagen i den nuværende generation.
På sikkerhedsområdet samler VW alle hjælpesystemer under en fælles betegnelse, IQ Drive. Standard i alle biler er en stærkt forbedret nødbremse og en tilhørende adaptiv fartpilot. Som ekstraudstyr fås en avanceret kørselshjælp, der selv fastholder bilen i vognbanen op til 210 km/t.
Undlader man at holde i rattet, bliver man advaret med lyde, træk i sikkerhedsselen og små bremseryk. Gør man stadig intet, bremser bilen og om muligt kører ind til siden af vejen, mens advarselslys og bremselys blinker og advarer alle andre i trafikken.
Under skallen findes mange fornyelser, der tilsammen gør det muligt at forlænge levetiden for den populære firma- og familiebil, som har fem år på bagen i den nuværende generation.
Passat er på den måde kommet et skridt tættere på at være selvkørende – uden fortsat at være det.
Forlygter med 44 dioder
Se Motors test af den nuværende generation
Lygterne er kraftigt opgraderet, og man kan nu kun få LED-forlygter. Standard er en lidt simpel udgave med statiske lyskegler. Man kan tilkøbe en mere avanceret løsning, hvor 44 LED-dioder i hver lygte sørger for at tilpasse lyskeglen efter forholdene.
Det er den mest avancerede lygte i klassen, og den gør det muligt at køre med det lange lys tændt under næsten alle trafikale forhold, uden at medtrafikanterne blændes.
Bagtil fås nye LED-lygter, hvor diodernes mønster skifter form alt efter, om man bremser eller kører, og både for og bag er blinklyset af en type, der løber fra den ene side af lygten til den anden. Flot og funktionelt.
Opkobling holder styr på bilen
Sammen med den fornyede Passat lancerer VW en tjeneste, der gør det muligt at forbinde sin smartphone med bilen, Volkswagen We. Den gør det muligt altid at finde bilen, få oplysninger om driften og åbne og låse bilen. Disse tjenester er sammen med nødopkald standard i bilens levetid.
Man kan tilkøbe yderligere services, der bl.a. omfatter lokalt hotspot i bilen til internet, internetbaseret radio, trådløs opkobling til Apple CarPlay, udbygget navigationsanlæg og ikke mindst adgang til en række VW-ejede apps, som hjælper med parkering og lignende. Prisen for den udbyggede service er endnu ikke kendt.
Se mere: Her er alle de nye biler i 2019
Nyt er også digitalt instrumenthus, hvor man kan personalisere visningen af instrumenter, navigationskort og oplysninger om bil, musik, telefon og lignende. Midt på instrumentbordet findes som standard en ottetommer skærm, som kan opgraderes til 9,2-tommer.
VW Passats motorprogram
Benzin
1.5 TSI – 150 hk
2.0 TSI – 190 hk
2.0 TSI – 272 hk
Diesel
1.6 TDI – 120 hk
2.0 TDI – 150 hk
2.0 TDI – 190 hk
2.0 TDI – 240 hk
Plugin-hybrid
1.4 GTE 150 hk + 115 hk = 218 hk
Nu taler den dansk
Nyt er, at alle menuer er på dansk, ligesom navigationsanlægget taler dansk og forstår en lang række talekommandoer på dansk. Det er noget, vi har savnet i mange år fra Volkswagen-koncernen, men nu har fabrikken øjensynligt hørt på vores brok i tilpas mange år til, at det indføres i Danmark.
I lighed med forgængeren kommer den fornyede Passat i en GTE-udgave, en plugin-hybrid. Batteriet er vokset fra 10 til 13,3 kWh, og det har øget rækkevidden på strøm til officielt 55 km.
Elmotoren arbejder stadig sammen med den gamle 1.4-benzinmotor med 150 hk, og den samlede effekt med begge systemer er på 218 hk. Med denne kombination må Passat trække op til 1.600 kg, og det gør den til en interessant ’grøn’ bil for mange campister og lignende.
VW er efter sigende klar til at kunne levere GTE-modeller i stort antal, hvilket desværre ikke har været tilfældet hidtil. 20 procent af det samlede Passat-salg ventes denne elektrificerede udgave at stå for.
Se mere: Motors første tur i VW Passat GTE (2015)
Motor mener
Passat er tydeligvis blevet en gennemarbejdet bilmodel, der nyder godt af at være forbedret over en lang årrække. Og nu, hvor dansk tale er kommet med i programmet, er det svært at finde egentlige ’huller i osten’.
Diesel stadig et hit
I Danmark forventer VW-importøren, at dieseludgaverne fortsat vil sidde på størstedelen af salget. Her er det enten en 120 hestes 1.6 eller en 2.0 med 150 eller 190 hk, der er valgmulighederne. I langt de fleste tilfælde vælges disse biler i kombination med DSG-automatgear.
På benzinsiden er det den nye 1.5 benzinmotor med 150 hk, der er mest efterspurgt. Men der er også en toliters motor på programmet med enten 190 eller 272 hk. Igen er det udgaverne med DSG-gear, der fylder klart mest i danskernes valg.
Priserne er endnu ikke kendte, men der ventes stort set uændrede priser, når den nye udgave når Danmark efter sommerferien.
Interesseret i en ny VW? Se mulighederne på Biler.dk