Efter 3 kommer Y. Sådan er det i hvert fald hos Tesla, der nu viser crossoverudgaven af Model 3, kaldet Model Y.
De to elbiler er stort set ens, bygget på samme tekniske basis og med næsten samme design. Størrelserne er også næsten ens bortset fra, at Model Y er højere.
Det betyder også, at Model Y vil kunne fås med enten baghjulstræk eller firehjulstræk, flere ydelser og med batterier i i hvert fald to størrelser.
En interessant forskel på Model Y i forhold til Model 3 er, at crossoveren får plads til op til syv personer.
Standardbatteriet giver en rækkevidde på forventet 390 km ifølge den europæiske testmetode, mens det store batteri rækker til 540 km - uden Performance og uden firehjulstræk.
Den såkaldte Performance-udgave får en tophastighed på ca. 240 km/t. og en 0-100-tid på blot 3,7 sekunder.
En interessant forskel på Model Y i forhold til Model 3 er, at crossoveren får plads til op til syv personer, lige som Model X.
Se mere: Motors første tur i Tesla Model 3
Som sædvanlig med Teslas lanceringer vil der gå lang tid, før kunderne rent faktisk kan få bilen leveret. Leverancerne til kunder i USA vil efter planen begynde i ’efteråret’ 2020 for topversionernes vedkommende. Standardudgaverne skulle være klar i ’foråret’ 2021.
Til Danmark i 2021
Forskydningen fra levering i USA til Europa ser derimod ud til at blive noget kortere end for Model 3’s vedkommende. Tesla i Danmark håber at kunne have de første Model Y i begyndelsen af 2021.
Motor mener
Selv om Model Y 'bare' er en crossoverudgave af Model 3, er det en spændende og vigtig model. For selv om mange fans har ventet med stor entusiasme på 3eren, er crossovers generelt meget mere populære end sedan-agtige biler.
Se mere: Motors første tur i Model X
Billigste Model Y vil i USA koste 39.000 dollar, 4.000 mere end Model 3. Det indikerer en dansk merpris på 35.000 kr.
Med Model Y når Tesla op på fire modeller med S, X og 3 som de øvrige. Desuden har mærket vist næste generation Roadster, som skulle gå i produktion i 2020.
Se mere: Ekstrem sportsvogn skal holde fart i Tesla