Sportsvogn-klassiker får baghjul af el-Porsche

Porsches ikoniske 911-model kan snart blive overhalet i salgstal af opkomlingen Taycan, som er en rent elektrisk bil.

Porsche Taycan ser ud til at overhale 911.
Nyt om biler

Den elektriske fremtid kan vende op og ned på familiealbummet hos Porsche.

Når sportsvognsmærket begynder salget af den fuldelektriske Taycan sidst på året, er det med udsigt til at vippe 911-modellen af pinden, når det gælder salgstal.

911-modellen er ganske vist for længst overhalet på dette punkt af mærkets SUV-modeller, men 911 har i årtier stået som Porsches markant mest ikoniske model.

Om det sidste er truet er uvist, men Taycan, som er en firedørs bil, ser ud til at blive mere populær end ærke-Porschen.

Se mere: Porsche 911: hurtig, digital, slet ikke elektrisk

Om det sidste er truet er uvist, men Taycan ser ud til at blive mere populær end ærke-Porschen.

30.000 forudbestillinger

Op til den egentlige premiere på Taycan i september har Porsche fortalt, hvor mange forudbestillinger, der er kommet på elbilen. Knap 30.000 lyder tallet på.

Det får ifølge branchebladet Automotive News Porsche til at skrue den forventede, årlige produktion af Taycan op til 40.000.

Porsche leverede godt 35.000 911’ere i 2018.

Se mere: Den elektriske Porsche: Taycan

Porsche Taycan i den næsten endelige udgave.
Porsche Taycan i den næsten færdige udgave. 600 hk yder elbilen. Foto: Porsche

Taycan skal blandt andet lokke kunder til med ekstrem hurtig ladning, som langt overgår det, der findes i dag, inklusive Teslas superladere.

100 km’s rækkevidde skulle være muligt at proppe i batteriet på blot fire minutter. Den totale rækkevidde er omkring 500 km ifølge normen.

Lynladning: 350 kW

Taycan ventes at blive første bil, der er i stand til at modtage de 350 kW, som det paneuropæiske selskab Ionity kan levere. Den er også første elbil med 800 volt elsystem; normen er ellers 400 volt.

Bilens fuldblodspræstationer er i øvrigt netop kvalitetsstemplet af en ekstrem test udført i samarbejde med elbilmagasinet Fully Charged.

Se mere: Audis elektrochok: 0-100 på 3,5 sekunder

26 gange i træk blev bilen accelereret op til 200 km/t. og bremset ned til 0. Hverken accelerationstid eller bremsevne fadede under den voldsomme belastning.

Taycans motorer yder 440 kW – svarende til 600 hk.

Bliv medlem og få Motor