For Hyundai er de små mikrobiler en vigtig kilde til både omsætning og nye kunder. Den mindste Hyundai i10 har derfor fået fuld opmærksomhed fra den store bilkoncern, da den nu skulle fornyes fra ende til anden.
Udover et synligt nyt og frisk design, har bilen også fået smarte detaljer som opkobling mellem bil og telefon, trådløs ladning af mobilen og ikke mindst en mulighed for at kombinere et enten sort eller rødt tag med ti udvendige farver.
Derimod bliver der ikke noget med eldrift eller andre smarte løsninger, der skal gøre bilen mere grøn.
To benzinmotorer, ingen el
Derimod bliver der ikke noget med eldrift eller andre smarte løsninger, der skal gøre bilen mere grøn.
Man kan vælge mellem enten en trecylindret (67 hk) eller en firecylindret (84 hk) benzinmotor, og der er dermed ikke dieseldrift på hylden.
Se mere: Hyundai klar med frisk bud i mikroklassen
Som alternativ til det femtrins manuelle gear vil begge motorvarianter kunne fås med en nyudviklet selvskiftende manuel gearkasse.
Det er altså ikke et traditionelt automatgear, men en mere klassisk gearkasse med indbygget skifterobot. Den skal blive interessant at prøve, når vi får lejlighed til at køre i bilen i begyndelsen af næste år.
Se mere: Hyundai i10 - klassens største
Stor skærm liver kabinen op
Indvendigt er den mest iøjefaldende nyhed at finde ved siden af instrumenthuset, hvor en otte-tommer trykskærm indeholder både navigationsanlæg, Apple CarPlay/Android Auto og bakkamera.
Klimaanlæg, fartpilot og en vognbaneassistent vil også være blandt udstyrsmulighederne, ligesom en udvidet nødbremse, der bremser for både biler, fodgængere og cyklister også er med på listen over standardudstyr.
Et kamera i forruden holder desuden øje med trafikken, og blænder det lange lys op og ned, alt efter de øvrige trafikanter.
Længere og lavere
Den nye Hyundai i10 har fået en akselafstand, der er fire cm længere end forgængerens. Det har medført en smule større længde, mens bredden er øget med to cm, og bilen er blevet to cm lavere.
Det betyder en længde på 3,67 m, en bredde på 1,68 m, en højde på 1,48 m samt en akselafstand på 2,43 m.
Det mere vindglatte design har gjort bilen mere aerodynamisk, og Cw værdien er nede på 0,31. Pænt for en så lille bil.
Fortil bliver den nye Hyundai i10 let at kende i trafikken på grund af de store, runde kørelyslygter, der er placeret i kølergitteret under forlygterne.
Den nye Hyundai i10 kommer først til Danmark i 2020 – formentlig omkring sommerferien næste år, og priserne er endnu ukendte.
Se hvornår de nye biler kommer