Den ser outreret ud. Og det er den også. Audis konceptbil AI Trail er noget så usædvanligt som et eldrevet køretøj til terrænkørsel og med delvis mulighed for at køre selv.
Formålet er at vise, hvordan fremtidens kørsel uden for vejene kan se ud, når bilerne er batteridrevne og delvist selvkørende.
AI Trail er ’blot’ en vision og ikke en forløber for en bestemt bil, men Audis designere og teknikere har virkelig tænkt ud af boksen, da konceptet blev skabt.
Formålet er at vise, hvordan fremtidens kørsel uden for vejene kan se ud, når bilerne er batteridrevne og delvist selvkørende – og anden ny teknik kan tages i brug.
AI Trail har f.eks. fire motorer, en ved hvert hjul. Dermed får den nærmest ustoppelige terrænevner kombineret med frihøjden på 34 cm og de enorme 22 tommer hjul med en bredde på 85 cm.
Se mere: Audis vision: Den selvkørende fremtid er rar
Automatiske hjul
De har hver deres sensorer, og de kan automatisk sørge for seks cm fjedervandring – af hensyn til terrænevner og komforten for de ombordværende.
De fire motorer kan yde op til 435 hk, og det maksimale moment er op til 1.000 Nm. Som regel vil kun en brøkdel heraf være nødvendig.
Bilen har et stort batteri, og rækkevidden efter den normale norm vil være 400-500 km. Men terrænkørsel er energikrævende, og der kan være langt til en ladestander i naturen. Ved terrænkørsel vil rækkevidden på en opladning stadig være anvendelig, omkring 250 km.
For at spare på energi er bilens tophastighed begrænset til 130 km/t.
Temmelig selvkørende
AI Trail er konstrueret til at være selvkørende på niveau 4 på nogle veje. Det vil sige, at bilen kan køre helt selv ved de forhold.
Men i terrænet og ikke en gang på grusveje kommer det nogensinde til at ske, vurderer Audi. Overfladen vil være ujævn og ændre sig for hurtigt ti forhold til, hvordan kormateriale kan blive opdateret.
Se mere: Audis store drøm om automatisk kørsel
På grusveje vil AI Trail kunne køre selv på niveau 3, dvs. at føreren skal være klar til at tage over. Ved terrænkørsel hedder det god, gammeldags manuel kørsel.
Føreren får dog hjælp på mange måder, bl.a. på en særlig fantasifuld facon. Konceptbilen har lygtedroner på taget, og de kan flyve foran bilen og oplyse vejen eller terrænet! De kan lande på tagbøjlerne eller direkte på taget og selv sætte sig til at blive ladet op.
Se mere: Audi sætter strøm til supersportsvogn
Fire vilde AI-koncepter
AI Trail er sidste og fjerde model i Audis kvartet af visionsbiler med fornavnet AI.
De andre har været den store, selvkørende luksusbil AI Aicon, den selvkørende bybils-boble AI Me og sportsvognen AI Race. Den sidste har hidtil heddet PB18 e-tron, men Audi har nu givet den et nyt navn for at nå op på fire AI-biler.
Alle fire er udstillet på årets IAA-biludstilling i Frankfurt.