Der var gabende tomt på det store messeområde i Frankfurt, da 2019-udgaven af IAA-udstillingen fandt sted i september i den tyske finansby. Et stort antal bilmærker havde meldt afbud, og de øvrige havde skruet ned for standene.
Og nu er det besluttet, at det, der engang var verdens største biludstilling, skal flytte til en anden tysk by.
Og nu er det besluttet, at det, der engang var verdens største biludstilling, skal flytte til en anden tysk by.
Arrangøren bag IAA, Internationale Automobil-Ausstellung, besluttede straks efter katastrofeudstillingen, at nye byer skulle i spil. Antallet af besøgende faldt fra 810.000 i 2017 til 560.000 i 2019.
Se mere: Elbiler for folket på Frankfurt-udstilling
Syv byer meldte sig: Berlin, Frankfurt am Main, Hamborg, Hannover, Köln, München og Stuttgart. Og nu har arrangøren, som er den tyske bilproducent-sammenslutning VDA, besluttet, at tre byer er i finalen til 2021-udgaven: Berlin, Hamborg og München.
Frankfurt ude
Frankfurt er dermed ude – efter at IAA-udstillingen har fundet sted i byen hvert år siden 1951. Selv om IAA altid har været det officielle navn, er udstillingen næsten altid gået under navnet Frankfurt-udstillingen eller Frankfurt Motor Show.
Der er også en IAA for varevogne, som finder sted i Hannover i lige år.
Beslutningen om en ny by for personbilernes IAA ventes truffet i februar eller marts. Flytningen til en ny by indebærer også, at udstillingen vil ændre sig mere mod mobilitet i almindelighed og ikke kun et sted for parkerede bilnyheder.
Se mere: Tysk biludstilling giver op
Frankfurt-udstillingen med sine omkring ti store messehaller var i årtier verdens største i fysisk størrelse. Audi, BMW og Mercedes-Benz havde således deres egne haller, som det kunne tage måneder at opbygge. Den samlede pris for sådan en deltagelse kunne ryge op i trecifrede millionbeløb.
Kinesiske udstillinger større
Allerede inden sin seneste nedtur var Frankfurt blevet overhalet af de kinesiske udstillinger i Beijing og Shanghai, når det gjaldt areal.
Verdens største biludstilling målt i besøgende er ifølge tilgængelige tal Paris-udstillingen, der finder sted i september-oktober i lige år. Seneste besøgstal i 2018 blev på en rund million.
I mange år var Bologna-udstillingen i Norditalien verdens mest besøgte biludstilling.