Skal du til det store IAA-bilshow i 2021, skal kursen sættes mod den bayerske hovedstad München. Ikke Frankfurt am Main som ellers har lagt haller til i næsten 70 år.
Efter katastrofeudstillingen i september 2019, hvor både udstillere og besøgende svigtede den traditionsrige bilmesse - engang verdens største i areal - prøver arrangørerne med et nyt sted og til dels et nyt koncept.
Se mere: Krise sender Europas store bilshow til ny by
Næste gang 2021
Beslutningen er truffet af den tyske bilproducent-sammenslutning VDA, der står bag Internationale Automobil-Ausstellung, IAA.
München vandt i den afgørende runde over Berlin og Hamborg, som også havde lagt billet ind. Udstillingen i 2021 skal som sædvanlig finde sted i september.
Se mere: Elbiler for folket på Frankfurt-show
Hjemby for tysk bilindustri
Med valget af München vil mange BMW-ansatte kunne cykle til udstillingen, idet Bayerische Motoren Werke har hovedkontor næsten midt i den selvbevidste og rige storby ved foden af Alperne.
Men andre kendte bilnavne holder til tæt ved. Audi ligger lige nord for, i Ingolstadt, mens Mercedes-Benz og Porsche har hovedkvarter et par timers kørsel mod vest, omkring Stuttgart.
Der findes også – i lige år - en vare- og lastvognsudstilling ved navn IAA. Den forbliver i Hannover med næste udstilling til september i år.
Årets store forårsudstilling, Genève Motor Show, blev med tre dages varsel aflyst på grund af frygten for Covid-19-virussen. Samme skæbne er overgået Auto China 2020, der skulle have fundet sted til april.
Næste store biludstilling i Europa planlagt til Mondial de l'Automobile i Paris primo oktober.