Polestar, Volvos og Geelys fælles performance-mærke, skulle atter i år have lånt Volvos plads i Genèves messehaller til en stor nyhed.
Nu blev der ingen udstilling, men nyheden er denne Precept-konceptbil, der viser elbilmærkets kommende designstil.
Den meget store konceptbil – akselafstanden er voldsomme 3,10 meter – bliver næppe til noget bedømt ud fra Polestars meldinger, men der er seriøse hensigter bag.
- Dette er ikke en drøm om en fjern fremtid. Polestar Precept giver en indikation på kommende biler og viser, hvordan vi vil udnytte innovationer for at minimalisere vores miljøpåvirkning, siger mærkets direktør, Thomas Ingenlath.
Se mere: Volvo viser vild Tesla 3-konkurrent
Det sidste omfatter bl.a. sædebetræk af 3D-strikkede, genbrugte PET plastflasker, polstring og hovedstøtter af genbrugt korkvinyl, mens tæpperne er fremstillet af genanvendte fiskenet.
Når formgivningen bliver til realitet, vil Polestar designmæssigt køre længere væk fra Volvo. Polestar 1 og 2, mærkets nuværende modeller, er hurtigt frembragte biler på basis af Volvo’er – lidt på samme måde som DS i begyndelsen var i forhold til Citroën og Cupra i forhold til Seat.
Det bliver interessant, om konceptbilen kan genkendes i den næste produktionsmodel fra Polestar. Mærket har intet sagt om, hvad der skal ske efter Polestar 2, der er en lettere modificeret Volvo XC40.
Interessant er også konceptbilens komplette styresystem, som er fra Google Automotive. Det vil komme i alle fremtidige modeller fra Volvo og Polestar.
Polestar, som især satser på leasing og abonnementsordninger, kan ikke fås i Danmark, og der er ingen meldinger om, hvornår det vil ske.
Se mere: Svenske elbiler skal dyste mod Tesla