Her ses en spændende ny model fra Citroën. Godt gemt bag snefog og kamuflage testes her den næste C4.
Citroën har længe haft et mærkeligt hul midt i modelprogrammet, efter at C4 udgik af produktion i foråret 2018 – hvor den var blevet otte år.
Som en slags afløser fik den festlige C4 Cactus et kraftigt facelift, dels med opdateret sikkerhed, dels med udradering af bilens unikke design. Resultatet afspejler den lappeløsning, det var: Salget har været ringe.
Se mere: Årets bil er en Cactus
Med knap 1.000 styk i 2019 rakte det kun til en 14.-plads i klassen. I år er salget (pr. måned) halveret, og C4 Cactus ligger nu nr. 19.
I 2017 solgte de to C4-modeller tilsammen ca. 2.600 styks, nok til en sjetteplads foran Ford Focus.
Se mere: Citroën C4 Cactus - mindre Cactus, mere C4
Kan blive til C4 Aircross
Men testbilen på spionbillederne viser, at Citroën nu vender helhjertet tilbage til mellemklassen. Den skal formentlig stadig hedde C4, muligvis med en tilføjelse af Aircross, og Motor forventer at se den til efteråret med salgsstart tidligt i 2021.
Sandsynligvis skulle bilen have været Citroëns store nummer på det nu aflyste Paris Motorshow i oktober.
Den nye model ser ud til at blive en crossover, helt efter tidens mode. Det skrå bagparti på prototypen indikerer, at der er tale om en bil i stil med og på størrelse med Kia Xceed.
Citroëns først elbil
Tekniske oplysninger må vente, til Citroën selv begynder at fortælle noget om bilen. Dog ser det ud til, at C4 bliver Citroëns første elbil, fraset den Mitsubishi-baserede C-Zero - og længe før det Berlingo I og Saxo.
Citroën har tidligere fortalt Motor, at den nyhed, der kommer sidst i 2020, vil kunne fås med valg mellem forbrændingsmotor og elmotor – helt som Peugeot, DS og Opel allerede tilbyder.
Det kunne indikere, at den nye C4 bliver baseret på en strakt udgave af koncernens lille CMP-platform, der netop er udviklet til både benzin, diesel og el.
Størrelsen på C4 peger ellers på, at den skulle bygges på den større EMP2-platform, som benyttes til bl.a. Peugeot 308 og Citroën C4 Grandtourer. Denne platform har dog ikke i sin hidtidige udgave været designet til batterier – men på et tidspunkt skal det skifte ske blandt PSA-koncernens større modeller.
Se mere: Peugeot og Citroën får elbil i 2019